Ibens Klummer

Jeg har en lille ’ting’. Den handler om jakker.
Selvom vi som udgangspunkt har rimeligt kolde sommeraftner, og valget derfor burde være let, spekulerer jeg altid på, hvilken jakke, jeg skal tage på, når vi skal i byen: Den lette, den varme, den korte, den lange, den sorte, den røde, læderjakken, den anden læderjakke osv.…
Som nu i dag. I mine overvejelser er jeg langt om længe nået frem til to valgmuligheder: Den korte sorte eller den lange sorte.

’Skaaat, hvilken jakke skal jeg tage på?’ Jeg holder dem begge to op. ’Den korte eller den lange?’
’Øh – ja, tag hellere en jakke på…’, mumler han og stirrer ufravendt ned på sit snørebånd.
Mig: ’Hey, du kigger jo ikke…!’ ’Nåh, undskyld… den korte’, svarer han.
’Jamen, kig lige! Jeg har jo kjole på – den korte er bedst til bukser’. ’Okay, så den lange’, siger han.

Hm – men hvad nu hvis det bliver varmt? Så skal jeg slæbe rundt på den. Den kan ikke foldes ordenligt sammen, bæltet hænger og dingler, og man bliver meget varm på armen. Og det der med, at han bærer min jakke for mig, det er slut efter 30 års ægteskab. Da jeg foreholder ham, at han jo principielt godt kunne bære den, hvis det nu er, siger han bare: ’Jamen, du har jo sådan en stor taske’.
’Hvad mener du med det? Den er da ikke særligt stor – havde du tænkt dig, at jeg skulle have min computertaske med i biografen, eller hvad’?
’Nej, men hvis du kun har en lille taske med, kan du jo godt bære jakken…’.

Bang! Lygterne blinker faretruende. Han er gået lige i fælden – og det tegner ikke til en god aften.
Jeg vil spare jer for den videre diskussion, men bare sige så meget som, at det endte med, at jeg nu har fået forhandlet mig frem til, at jeg er nødt til at købe både en mellemlang frakke og en mellemstor taske. Det er da meget godt gået, ik’…?

 

Indrømmet. Jeg er junkie. Nyhedsjunkie. Det siger min mand, og han har ret. Jeg klikker ind flere gange i løbet af dagen, jeg har nyhedsapps på min telefon, og det er endda kommet så vidt, at hvis jeg ser en nyhed på dr.dk, skal jeg lige tjekke, om der nu også står det samme på TV2.

Om aftenen ser jeg Nyhederne eller TV2 News, når jeg kan slippe af sted med det, – og jeg ved egentlig ikke hvorfor. For det eneste, man behøver at vide, er vel dybest set, at det hele bliver værre og værre…

Og hvad er det, de tilbyder? Selvfede Poul Erik Skammelsener eller botoxificerede Natasja Croner, der læser op fra deres teleprompter og taler i et væk. I bunden af skærmen kører der samtidig to forskellige tekstbokse, som jeg skal nå at læse:
En med breaking news: ’Trafikkaos på motorring 3.’
Og en med almindelige ekstrabonus nyheder, som jeg typisk kun når at læse det halve af ala: ”…siger Lars Løkke, som har bragt to pandaer med sig hjem fra Kina.” Men HVAD er det Lars Løkke siger om de pandaer?

For at få den oplysning, er jeg nødt til at stirre ufravendt på tekstblokken og vente til næste gang, Lars Løkke kører forbi. Mens jeg koncentrerer mig om det, går jeg glip af, hvad speakeren siger. Men hun annoncerer heldigvis hele tiden til, at man kan læse mere på tv2.dk, hvorfor jeg nu også er nødt til at tænde computeren.

Hvis jeg har kommentarer til nyheden om pandaerne, kan jeg hente telefonen og tweete om, at det er dyreplageri. Tweetet vil med lidt held vil køre i bunden af skærmen – altså ovenover breaking news og de vigtige tekstblok-nyheder. Og sådan går det slag i slag, til vi endelig er ved at være i mål.

Og dog – helt i mål er vi ikke. Nyhederne slutter nemlig altid med et lille hyggeindslag: lidt musik, en historie om en kokkekonkurrence el.lign., hvorefter vi kommer til det allervigtigste: vejrudsigten. Den er som regel dobbelt så lang som selve nyhedsudsendelsen. Gerne med en lille spidsfindig overgang fra kokkenyheden ala: ”Hvad så, Michael, har du stjerneskud på menuen, eller står den på skyr? Hø, hø…”

Og nu har jeg desværre ikke tid til at skrive længere. Jeg skal se Nyhederne.

 

Jeg har et problem. Det handler om små ting, men problemet er stort. Det hedder overspringshandlinger, og jeg er verdensmester.
Nu i dag, for eksempel: jeg vil gerne skrive en klumme men kan ikke finde på noget at skrive om. Jeg tænker, at det nok skyldes, at min skærm er støvet, så jeg går ned i køkkenet for at hente en klud. På vej derned får jeg øje på en vasketøjsbunke.

Da jeg er færdig med at sortere den, går jeg ud i køkkenet for at hente… øh…hente hvad? På det tidspunkt har jeg glemt, hvorfor jeg overhovedet gik ned i køkkenet. Til gengæld får jeg øje på vasken. Den trænger i den grad til at blive skuret. Jeg finder børsten, og den minder mig om, at jeg glemte at rense tænder i morges.

Mens jeg renser tænder, falder jeg i staver og kommer til at tænke på, at jeg tilsyneladende ikke kan huske noget som helst længere – ikke engang en klud.
Det gør mig i dårligt humør. Og når jeg er i dårligt humør, kan jeg ikke skrive…
Jeg leger derfor lidt med tanken om at stjæle en ide fra en anden, meget begavet, klummeskribent. Bare en lille haps, så ingen opdager det. Men jeg kan ikke finde bogen, hvilket ikke er så sært, når man kigger på reolen…: Alle bøgerne er kastet fuldstændig ukontrolleret ind på hylderne.

Mens jeg sidder på gulvet med alle bøgerne og stabler dem i alfabetisk orden, ringer telefonen. Jeg spurter op ad trappen, kaster mig hen til skrivebordet, men jeg når det ikke. Tænker at jeg straks er nødt til at undersøge, hvordan man får sin telefon til at ringe flere gange, så jeg ikke får stress. For når jeg får stress, kan jeg nemlig heller ikke skrive…

Men tak telefon! Nu er jeg da i det mindste tilbage ved skærmen.
Jeg klikker mig igennem et par uforståelige sider om længere ringetid, tjekker min mail og spiser en halv pose pulverpadder, men det kribler så sært i fingrene, og jeg kan simpelthen ikke stå imod: overspringshandlingernes kronjuvel, Facebook, byder sig til og vil have mig.

Så når jeg er færdig med at læse om katte, der ikke gider kradse på deres gulv-til-loft-kradsepæl og klikke på annoncer om prisvindende kaffemaskiner, kryber jeg ind i dit facebook-univers med den her ukomprimerede tomgangshandling på 1871 anslag (incl. mellemrum).
Og så? Så går jeg i seng med en stor skål fredagsslik – og jeg gider ikke rense tænder. Ha!

 

”Tre mega-burgere med håndskårne pomfritter og ekstra mayo og tre store fadøl, ja tak”, tjeneren skribler. ”Og hvad siger fruen?” Hun siger: ”En grøn salat og en Ramlösa Citrus, tak.”
”Med mozarella, brødcroutoner og dressing?”
”Nej tak, uden”, svarer jeg spidst.”
For jeg har gjort det igen. Glansnummeret.

Min ældste søn og hans skønne kæreste skal giftes om to uger – og alt, og her mener jeg ALT, skal være i top: Jeg har bestilt tid til frisør og spraytan, pedicure og manicure. Købt et par sandal-stilletter, som egner sig fortrinligt til et udendørs bryllup på en græsplæne, og så har jeg købt kjolen – for en måned siden – på ’forventet efterbevilling’, så at sige.

Med en klippefast tro på, at jeg sagtens kunne nå at tabe tre-fire kilo, købte jeg kjolen i en størrelse, så jeg lige akkurat kan skrue mig ned i den. Men (og nu ved du, hvad der kommer): Tænk, jeg har slet ikke tabt mig! Ikke så meget som 100 gram, – og kjolen er hverken sort eller har striber på langs…

Den gode vilje fejler ellers ikke noget. Men jeg mener selv, at jeg er offer for en ulige indre kamp af freudianske dimensioner: spise–jeg’et mod slanke-jeg’et.
Spise-jeg’et er af natur ukompliceret: hun elsker mad, chips, chokolade, et glas kold hvidvin og har en rygrad som en regnorm.

Slanke-jeget elsker OGSÅ alt det gode men er udpræget vægelsindet. Dvs. hun skifter hele tiden kur – alt efter humør, omstændigheder og udbuddet af mad: Hun undgår ris, pasta og kartofler en gang imellem, fordi det ikke er godt i forhold til LCHF-kuren. Hun tager en fastedag (eller rettere en halv) en gang imellem, fordi hun kender en, der har tabt 20 kilo med 5-2 kuren, hun skruer ned for kalorierne, fordi det engang var dét, slankekure handlede om osv.
Hver dag kæmper de to jeg’er en udmattende kamp om at få ret, og ved sengetid ender de med at med at mene det samme: At mad bare er godt – men i morgen er der atter en dag. Altså et point til hver.

Jeg har læst et sted, at vi har ca. 70.000 tanker om dagen. Nu er det heldigvis ikke sådan, at alle mine handler om stramme kjoler og slankekure. Tværtimod, faktisk. Hele april måned er gået med at bilde mig selv ind, at der var masser af tid – for hvem gider have 70.000 negative tanker hver dag…