Indrømmet. Jeg er junkie. Nyhedsjunkie. Det siger min mand, og han har ret. Jeg klikker ind flere gange i løbet af dagen, jeg har nyhedsapps på min telefon, og det er endda kommet så vidt, at hvis jeg ser en nyhed på dr.dk, skal jeg lige tjekke, om der nu også står det samme på TV2.
Om aftenen ser jeg Nyhederne eller TV2 News, når jeg kan slippe af sted med det, – og jeg ved egentlig ikke hvorfor. For det eneste, man behøver at vide, er vel dybest set, at det hele bliver værre og værre…
Og hvad er det, de tilbyder? Selvfede Poul Erik Skammelsener eller botoxificerede Natasja Croner, der læser op fra deres teleprompter og taler i et væk. I bunden af skærmen kører der samtidig to forskellige tekstbokse, som jeg skal nå at læse:
En med breaking news: ’Trafikkaos på motorring 3.’
Og en med almindelige ekstrabonus nyheder, som jeg typisk kun når at læse det halve af ala: ”…siger Lars Løkke, som har bragt to pandaer med sig hjem fra Kina.” Men HVAD er det Lars Løkke siger om de pandaer?
For at få den oplysning, er jeg nødt til at stirre ufravendt på tekstblokken og vente til næste gang, Lars Løkke kører forbi. Mens jeg koncentrerer mig om det, går jeg glip af, hvad speakeren siger. Men hun annoncerer heldigvis hele tiden til, at man kan læse mere på tv2.dk, hvorfor jeg nu også er nødt til at tænde computeren.
Hvis jeg har kommentarer til nyheden om pandaerne, kan jeg hente telefonen og tweete om, at det er dyreplageri. Tweetet vil med lidt held vil køre i bunden af skærmen – altså ovenover breaking news og de vigtige tekstblok-nyheder. Og sådan går det slag i slag, til vi endelig er ved at være i mål.
Og dog – helt i mål er vi ikke. Nyhederne slutter nemlig altid med et lille hyggeindslag: lidt musik, en historie om en kokkekonkurrence el.lign., hvorefter vi kommer til det allervigtigste: vejrudsigten. Den er som regel dobbelt så lang som selve nyhedsudsendelsen. Gerne med en lille spidsfindig overgang fra kokkenyheden ala: ”Hvad så, Michael, har du stjerneskud på menuen, eller står den på skyr? Hø, hø…”
Og nu har jeg desværre ikke tid til at skrive længere. Jeg skal se Nyhederne.