Om ugengældt kærlighed

For at sige det som det er: jeg elsker sko!! Jeg går stort set altid i de samme fire par, men det er sagen uvedkommende. Jeg elsker at kigge på dem, når de står dér linet op på rad og række. Og jeg elsker, at jeg har muligheden for at tage dem på, hvis jeg har lyst.
Men den uforbeholdne kærlighed er et tveægget sværd og faktisk lidt af et mysterium, som jeg aldrig bliver klog på. For selvom fødderne passer til garderhøjden på 180 (uden bjørneskindshue), er det lidt af en prøvelse at købe sko, når man bruger størrelse 41+.

Ikke at jeg giver op – lagt fra, hvilket også afføder spidse kommentarer fra manden i ny og næ. Det preller dog af som vand på en gås.
For det første mener jeg, at mange sko er min ret. En helt retfærdig kompensation for de mange tekniske installationer og ledninger, jeg dagligt skvatter over derhjemme – med eller uden sko.
For det andet er det en så stor en sejr, når det endelig lykkes at finde fede sko i min størrelse, at jeg simpelthen er nødt til at købe dem.

Men ind imellem er det er hårdt for selvtilliden, som for eksempel i går, hvor jeg fuld af gåpåmod entrer den lokale Sportmaster for at købe et par nye løbesko (de pynter ikke på skoreolen, og jeg løber heller ikke, – men de er rare at gå i, når man skal ud og kigge på sko).
Med et optimistisk falkeblik sætter jeg kursen direkte mod dame-udsalgshylden, som for en gangs skyld faktisk er en rigtig udsalgshylde med både 400 og 500 kroners afslag. Og tænk: hylden rummer rent faktisk to par løbesko i størrelse 41!

Jeg forelsker mig lynhurtigt de mørkeblå Nike zoom-flex-distance-dual fusion- extra comfort- whatever. De ser perfekte ud, og jeg har ja-hatten på, så jeg beder ekspeditricen om at hente den venstre. På vej ud på lagret vender hun sig om: ’De er små i størrelserne. Skal jeg tage en 42 med, hvis vi altså har dem?’. Bum! Der røg humøret lige et par takker ned, men det må hun jo hellere, og jeg sætter mig afventende på bænken med prøvesokkerne på.

To minutter senere er hun tilbage: ’Vi havde dem! Også i 42’, siger hun glædesstrålende. Klog af skade, starter jeg så med dem, selvom de ser store ud. Jeg maser, sveder og løsner snørebåndene helt ned til bunden, men det er no go – jeg kan simpelthen ikke få dem på.
’Har du en 42,5?’ spørger jeg tvivlende – kan simpelthen ikke få ordet 43 over mine læber. ’Nej, desværre. Vi har en 43 i herremodellen, men den er ikke på udsalg.’ Bum! – der røg humøret så yderligere en tak ned.
Da det ikke lige var planen at give 1200 for et par fritidssko, takker jeg skyndsomt nej og cykler hjem.

Men heldigvis findes der jo netbutikker, og da jeg var færdig med at pille navle og pleje mit sårede sko-ego, lykkedes det mig at finde herremodellen i størrelse 43 – på udsalg. De kommer allerede i morgen, og hvad pokker: nummeret står jo på indersiden, og for øvrigt har jeg aldrig brudt mig om folk, der går i små sko.

The swedish diet

’…and as we know: all scandinavian people are SLIM, HEALTHY AND BEAUTIFUL! Call 005- 014- bla, bla, bla  NOW, and try ‘The Swedish Diet’ for free …’
Yrk! Det kan nok være, at de dér M & M ́s lige sad fast i halsen. Og jeg havde ellers i den grad fortjent dem …
 
Klokken er ca. 5 pm i New Yorkertid, og jeg står på den udvendige side af et prøverum i en jeansbutik i The Village. Boksen er blokeret af min teenagesøn + 10 par slim-bootleg-hængerøvs-eller whatever-bukser.
 
Sønnike hader at købe tøj, men er ikke desto mindre uhyre kritisk: En indvendig lomme, som er forkert placeret kan gøre udslaget. Så jeg har det helt store smil på, hver gang jeg kigger ind bag gardinet.
 
Da han er nået til par nr. otte, og jeg har hentet de samme bukser i tre forskellige nuancer, skal jeg også selv lige prøve et par. Og af ren og skær skuffelse sker det bare: Den pose XL M&M ́s vi skulle spise på hotellet, sniger sig op af tasken. Og helt ærligt: M&M’s – mums. Man skal helst have en 4-5 stykker ad gangen, og posen flækker altid, men det fuldstændig ligegyldigt – de skal bare ned.
 
Butikkens radio pumper reklamer ud i en endeløs strøm – kun afbrudt af en enkelt sang i ny og næ. Man kan ’ringe til det ene, spare på det andet, købe det tredie osv.’, og så kan man altså prøve ’The Swedish Diet’ og blive ’SLIM, HEALTHY AND BEAUTIFUL’ som the scandinavian people.
 
Javel! Det er vist ikke lige sådan, medierne beskriver os skandinavere derhjemme, vel? Og det er heller ikke lige sådan, man har det, når man står i et prøverum i et par alt for stramme jeans.
Pludselig synes jeg, at ALT ved min person stinker af skandinavisk turist, men i en lidt anden version: Høj, småfed, svedig, lyse striber med udvoksning, praktisk påklædt og meget venlig. Men slank, sund og smuk …?
 
Det værste er, at jeg på en eller anden måde føler mig forpligtet til at leve op til myten. Så jeg suger maven ind, tømmer posen med M&M’s og smiler til ekspeditricerne sådan lidt ’undskyld-jeg-er-så-skandinavisk-smuk-og sund- men-jeg-rigtig-godt-kan-lide-M&M’s-agtigt’.
De fikse piger smiler høfligt tilbage og spørger, om vi ’want to try another pair of jeans’?
Nej, ellers tak! Vi skal bare ud,- inden de opdager, at SWEDISH DIET er det rene fup. Hvordan skulle jeg kunne leve med tanken om, at det er min skyld, at overvægtige og reklameplagede amerikanere ikke tror på radioreklamer mere?

Og hvis hadet nu spreder sig fra kontinent til kontinent – som en pandemi: Pludselig vil hele verdens befolkning hade reklamer endnu mere. Annoncørerne og medierne lukker og slukker,  jeg mister mit job og …Nej, vi må bare UD af den butik nu!
 
Så jeg skynder på min stakkels søn (han skulle alligevel ikke have nogen bukser), og vi løber ud af butikken. Han med et undrende blik og jeg selv med hule kinder, indsuget mave og en tom pose M&M ́s
 
På vej hjem til hotellet, lykkes det os at fare vild, selv om samtlige gader i New York har fortløbende numre og er snorlige.
Men gåture er godt for forbrændingen. Så på en måde føler jeg, at vi er kvit – mig, svenskerne, reklamerne og de fordømte M&M’ s – i hvert fald indtil videre…

En udpræget prøvelse

Jeg ved ikke hvad det er med prøverum, men jeg synes altså, at de bliver mindre og mindre – (eller bliver jeg mon bare større, hm …).
Anyway, det er efterhånden blevet næsten umuligt at få tøjet af og på, medmindre du har en fortid som elitegymnast eller udbryderkonge.

Og så er der det med lågerne…
Der var engang, hvor du bare kunne gå ind i et prøverum, og så kunne du lukke en helt almindelig rigtig dør med et helt almindeligt, rigtigt håndtag. Du kunne blive derinde og prøve jeans, indtil du var færdig eller havde brug for hjælp. Lyset var lækkert, og ekspedienten bankede pænt på døren: ’Er alt ok? Passer de? Hvordan går det?’

Men lågerne (eller gardinerne) er blevet mindre og mindre med årene – eller kortere kunne man sige: de er cuttet af både foroven og forneden, og når man er 180 cm., kan ekspedienten plus alle de andre kunder i butikken se både mit tvivlende udtryk foroven, når jeg kigger mig i spejlet, og jeansene stramme om fødderne forneden, mens jeg kæmper for at få dem af.

Og så er der naturligvis den allermest utålelige model, hvor der slet ikke ER noget spejl, så du er nødt til at traske halvvejs gennem butikken med et stift blik for at se, hvordan bukserne sidder.
Her får du så, udover ekspedientens, også de andre kunders mening om jeansene: ’Wauv, de klæder dig virkelig godt…’ ’Du får en totalt god r.. i de bukser’ osv.
Tak, fordi I siger det, for jeg ville aldrig opdage det selv. Stiller mig altså ikke op med min bedste botoxagtige trutmund og prøver at se mig selv over skulderen, når der er andre, der kigger. Det helt særlige udtryk bruger jeg kun i lukkede prøverum eller derhjemme.

Bottomline: Der er naturligvis fordele ved at købe sit tøj i en rigtig fysisk butik, men egentlig er jeg vild med netbutikker. Så kan jeg afprøve min trutmund i fred.

Knald i låget

Jeg har en god veninde, som sidste jul fik en lidt overraskende julegave af sine to teenagesønner: en låg-åbner fra Gigtforeningen. Overraskende, fordi hun ikke har gigt, men tværtimod er en kernesund kvinde i sin bedste alder. Mit gæt er derfor, at sønnerne har set deres mor kæmpe med konservesglassene i køkkenet og fået ondt af hende.

Jeg har i hvert fald ondt af mig selv, når jeg fx har lyst til oliven. Værst er de høje slanke glas, hvor man aldrig ved, om man skal dreje med håndfladen eller fingrene. Jeg fokuserer og drejer. No good. Prøver at dreje den modsatte vej (måske har de sat låget omvendt på?). Mere no good. Jeg prøver at dreje med et viskestykke. Totalt no good, – låget bliver bare endnu glattere…

Det som gør oplevelsen ekstra belastende er, at der ofte befinder sig en anden person i køkkenet, – nemlig min mand. Gennem ryggen kan jeg fornemme, hvordan det kribler i fingrene på ham for at overtage glasset:
”Det går vist ikke. Nu skal jeg, skat. …”. ”NEJ tak, jeg kan godt selv”. Belært af dårlig erfaring giver jeg ham ikke glasset. Hans velmente ”Værsgo’, skat – men det var jo dig, der havde gjort forarbejdet…” er mere irriterende end ikke at kunne få låget af.

Men på et tidspunkt kommer det selvfølgelig af, og nu venter så det vanskelige arbejde med at få olivenerne UD af glasset. Teskeer duer ikke. Du maser dem – (altså olivenerne…), eller de hopper ud over kanten af glasset og ned på køkkenbordet. At skrabe dem ud med en gaffel duer kun, hvis du skal spise dem alle sammen på en gang. Al olien løber ud.

Min (foreløbigt) bedste anbefaling ved moderat olivenspisning er derfor, at du former tommel, – pege,-og langefinger til en slags klo. ’Den nedadvendte klo’, kalder jeg den, eftersom der også findes en ’opadvendt klo’. Den bruger jeg bl.a., når jeg skal fiske et stykke toiletpapir ud af de store papirtromler på offentlige toiletter.
Hvis jeg bruger den ’nedadvendte klo’, kan jeg dog kun få fat i de øverste fem oliven, så egentlig glæder jeg mig bare til jul, hvor jeg kan åbne et glas rødkål, som vælter ud af glasset, når man vender det på hovedet. Og hvem ved? Måske får jeg en låg-åbner fra Gigtforeningen i julegave…

 

 

 

 

En kort, en lang

Jeg har en lille ’ting’. Den handler om jakker.
Selvom vi som udgangspunkt har rimeligt kolde sommeraftner, og valget derfor burde være let, spekulerer jeg altid på, hvilken jakke, jeg skal tage på, når vi skal i byen: Den lette, den varme, den korte, den lange, den sorte, den røde, læderjakken, den anden læderjakke osv.…
Som nu i dag. I mine overvejelser er jeg langt om længe nået frem til to valgmuligheder: Den korte sorte og den lange sorte.

’Skaaat, hvilken jakke skal jeg tage på?’ Jeg holder dem begge to op. ’Den korte eller den lange?’
’Øh – ja, tag hellere en jakke på…’, mumler han og stirrer ufravendt ned på sit snørebånd.
Mig: ’Hey, du kigger jo ikke…!’ ’Nåh, undskyld… den korte’, svarer han.
’Jamen, kig lige! Jeg har jo kjole på – den korte er bedst til bukser’. ’Okay, så den lange’, siger han.

Hm – men hvad nu hvis det bliver varmt? Så skal jeg slæbe rundt på den. Den kan ikke foldes ordenligt sammen, bæltet hænger og dingler, og man bliver meget varm på armen. Og det der med, at han bærer min jakke for mig, det er slut efter 30 års ægteskab. Da jeg foreholder ham, at han jo principielt godt kunne bære den, hvis det nu er, siger han bare: ’Jamen, du har jo sådan en stor taske’.
’Hvad mener du med det? Den er da ikke særligt stor – havde du tænkt dig, at jeg skulle have min computertaske med i biografen, eller hvad’?
’Nej, men hvis du kun har en lille taske med, kan du jo godt bære jakken…’.

Bang! Lygterne blinker faretruende. Han er gået lige i fælden – og det tegner ikke til en god aften.
Jeg vil spare jer for den videre diskussion, men bare sige så meget som, at det endte med, at jeg nu har fået forhandlet mig frem til, at jeg er nødt til at købe både en mellemlang frakke og en mellemstor taske. Det er da meget godt gået, ik’…?