Kålkur eller ej

Jeg læste engang i ’ALT for damerne’, at når man gerne vil tabe sig, skal man spise det som vokser OVER jorden. Og her mente de så sjovt nok ikke frugt – men primært broccoli, bønner og kål – især kål.

Okay, kål er virkelig sundt – I know. Det er enhver kalorietællers drøm, og det kan holde sig en måned i køleskabet. Men er der ikke gået bare en lille smule kål-inflation i skidtet?

Et kort googletjek åbenbarer opskrifter på alt fra langtidskogt rødkål, fermenteret kål (læs: gæret) til 15 lækre retter med rosenkål. Det sidste anser jeg for umuligt. Rosenkål var min mormors straf, når vi havde været uartige.

På nettet finder man også Rene Toft Simonsens kålsuppekur og trendy slankeopskrifter med slowjuicer-kål. Men helt ærligt: har Rene Toft Simonsen nogensinde været overvægtig, og taber man sig mere, når kålen er pureret? Bortset fra det tror jeg egentlig også, at jeg ville savne at bruge mine tænder. Der er vel en grund til at flydende kost traditionelt bruges meget på hospitaler til ældre mennesker.

Men indrømmet: jeg har faktisk overvejet det. Det har været en lang sommer med is, chips og rosé til overflod, og syv dage på flydende kål kan give et vægttab på op til fem kilo(!). Tænker så bare, om halvdelen af de fem kilo ikke bare er luft?
Der er forskel på svovlniveauet i forskellige grøntsager og derfor også forskel på, hvor meget luft man lukker ud. Der er ligeledes forskel på, hvor meget den lugter, men det melder opskrifterne ikke noget om.
Så er det tarveligt at gå på kålkur? Svaret blæser i vinden, som man siger…

Tip-top-toilethygiejne

’Kan det ikke vente? Du har jo næsten lige tisset’, siger han resigneret. ’Ja, men jeg skal altså igen.’ Sjovt, at han altid vil have, at jeg skal vente. Sammenlagt giver det jo samme tidsforbrug, om jeg tisser nu eller om en time.

Men okay, vi ligger godt nok i yderste spor på en tysk Autobahn og kører kø-kørsel sammen med alle de andre, der skal til Italien. Så lidt besværligt er det jo at få lov til at skifte bane med en høj bil, som alle andre bilister hader at ligge bag. Men jeg har spottet en tank, og det skal være nu.

Så ind kommer vi. Jeg finder toilettet og betaler med den 70 cents voucher, jeg fik udleveret for en time siden på det sidste toilet. Helt specielt for tyske motorvejstoiletter har de åbenbart rottet sig sammen om en sådan-holder-vi-på- kunderne-strategi med at udlevere toiletvouchers, så man ikke standser på en anden tank. Man ser det for sig: Ud i køen igen og videre, fordi voucheren er forkert.

Men jubi, hvor er her rent! Det kan de altså bare! Erfaringsmæssigt ved jeg dog, at forberedelserne til selve seancen, skal foretages med den yderste forsigtighed.
Jeg trykker derfor behersket på knappen, som udruller rent plastic på sædet. Der sker ingenting, så jeg trykker igen. Det gør der så nu. Brættet nærmest valser rundt med beskyttelsesfolie, som vælter ud i en endeløs strøm.

Men endelig kan jeg sætte mig. Og her har jeg udviklet en særlig teknik med at sidde helt ude på kanten af brættet og stramme godt op, så bagdelen ikke ryger for langt ned i toilettet og udløser douchefunktionen for tidligt. Well, det gør den så alligevel. Og våd bliver man, kan jeg sige.

Slut, prut og ud til vasken. Her får jeg en lille gnalling sæbe ud af den sensorstyrede sæbedispenser og står nu kampklar med hænder så tørre og fedtede som en riskiks med orangemarmelade.
Men åh, søde offentlige-toiletarkitekter. Hvad blev der af de gode gammeldags, uhygiejniske og uøkonomiske vandhaner, hvor jeg kunne vælge mellem varmt og koldt vand? Og endda lade det løbe så lang tid, at jeg rent faktisk kunne nå at vaske hænderne?

Men det er et overstået kapitel, og jeg kæmper nu: bevæger hænderne roligt frem og tilbage, basker med dem, lægger dem ned i vasken og stikker dem helt op i hanen. Det er bare no go.
Ud af øjenkrogen kan jeg ane en hel kolonne af håndvaskende kvinder, som uden problemer får vandet til at løbe. Mit lavmælte ti-hi-I-think-that-mine-is-broken til sidekvinden, afføder et overbærende smil og en venlighed uden sidestykke: hun stikker simpelthen hånden ind under min vandhane og starter den for mig. Ydmygelsen er total.

Jeg tørrer hurtigt hænderne under den automatiske super-turbo håndtørrer og vælter ud ad døren til den ventende mand, som i mellemtiden har tanket op med en hel masse vand og cola. Great. Hvor langt er der mon til næste tank, og kan jeg bruge min voucher?

Listen

’Nøj, den var lang…’, siger han og stønner højlydt. ’Hvad er alt det?’ ’Ja, det er jo det, som står på listen, ikke skat…’
Er det kun hjemme hos os, eller gælder det for alle mænd, at de gerne vil have en veldefineret, mundtlig gennemgang af, hvad der står på indkøbslisten, inden de køber ind?
Jeg mener, han burde jo være taknemlig, ikke? Her har husstandens selvudnævnte indkøbs-general udleveret en nøje gennemtænkt køreplan med præcise angivelser af, hvad der skal købes, for at det skulle være så nemt som muligt.

Alligevel bliver listen gransket nøje inden afgang og kan afføde spørgsmål som: ’Edamamebønner?! Hvad er det? Det har vi da aldrig fået før. Hvor ligger de?’ Hvad forventer han egentlig: En målfast arkitekttegning over Rema 1000 eller en forklaring ala: 2. gang (den med dåsetomaterne, du ved), til højre for mælkeskabet, forbi pizzaerne og ved siden af ærterne…’ Beats me.

Nu mig selv, for eksempel. Jeg køber pr. definition ind uden liste, da jeg udi egen indbildning mener, at jeg har fuldstændig styr på, hvad vi mangler. Jeg lader inspirationen råde, følger min intuition og lyst, benytter mig af flere butikker osv. Det betyder så til gengæld, at der kan gå det meste af en uge, før jeg husker at købe tandpasta. Og husker jeg det endelig, er det udelukkende fordi, at kunden foran mig har det i vognen.

En forsker udtaler, at forskellen på mænds og kvinders indkøbsmønster, stammer helt tilbage fra urtiden: Kvinder skulle samle bær, og det foregik ved, at de gik ud og ledte efter de bedste af slagsen – valgte til og fra. Mænd, derimod, skulle kun nedlægge et enkelt bytte og gik målrettet efter lige præcis det (i vores tilfælde er det så ikke en urokse men en citronmåne…).

Men måske er den lille forskel meget god her. Ellers ville vi højst sandsynligt aldrig få børstet tænder hjemme hos os. For det må jeg give ham: han husker altid at købe tandpasta, – også selvom det ikke står på listen.

Mig og min Yoggi

Det er super usundt, og det feder ad helvede til, – så er det sagt. Men jeg gør det alligevel. Og hold nu fast, for nu åbenbarer jeg en af mine dybeste og mest tabubelagte hemmeligheder: jeg spiser om natten.

Når jeg har luftet godt ud i vores altid iskolde soveværelse, iført mig mandens store bløde T-shirt og mine hyggesokker fra Netto, lyttet til rolig musik, overstået mine yoga-åndedræts-øvelser og gennemvisualiseret en baglæns nedtælling fra 100, så er det, at jeg giver op, og mine tanker begynder at kredse om mad.
Eller…ikke hvilken som helst slags mad, men en helt speciel anretning, som jeg ellers aldrig spiser: Frugt-youghurt med Kellogs Special K. Og det er heller ikke en hvilken som helst slags frugtyoughurt. Vi er ude i en Arla-for-kids-Yoggi-youghurt uden hele frugtstykker – bare med et lille touch af banan.

Om dagen tænker jeg aldrig på Yoggi – dvs. lige indtil jeg står ved kølemontren i Rema 1000. Jamen, så lad dog være med at købe det! Ja, ja, det kan du sagtens sige, men hemmeligheden bag Yoggien er, at jeg er NØDT til at købe den. Ikke til mig selv, naturligvis, men fordi min mand OGSÅ craver den – altså om dagen til morgenmad eller noget – og kun en gang imellem.

Så for at være sikker på, at han altid har sin Yoggi med banan til rådighed, køber jeg, som den eksemplariske kæreste jeg er, Yoggien specielt til ham. Og på den måde sniger den sig ind i køleskabet. Her står den så fristende lyseblå med et nærmest børnesikret skruelåg og blærer sig med sine bananillustrationer, mens den venter på endnu en af mine søvnløse nætter.

Undersøgelser – godt nok kun på de sædvanlige stakkels mus – viser at nattespiseri feder dobbelt så meget som det vi spiser om dagen, så hvorfor? Hvorfor lige mig? Er jeg dømt til for evigt at slæbe rundt på en Yoggi-med-banan-uden-frugtstykker-natte-spise-trang?

Det ser desværre sådan ud, for det har stået på rimelig længe.
Men på den anden side: hvis det er meningen, man ikke skal spise Yoggie om natten, hvorfor er der så lys i køleskabet…?

Om ugengældt kærlighed

For at sige det som det er: jeg elsker sko!! Jeg går stort set altid i de samme fire par, men det er sagen uvedkommende. Jeg elsker at kigge på dem, når de står dér linet op på rad og række. Og jeg elsker, at jeg har muligheden for at tage dem på, hvis jeg har lyst.
Men den uforbeholdne kærlighed er et tveægget sværd og faktisk lidt af et mysterium, som jeg aldrig bliver klog på. For selvom fødderne passer til garderhøjden på 180 (uden bjørneskindshue), er det lidt af en prøvelse at købe sko, når man bruger størrelse 41+.

Ikke at jeg giver op – langt fra, – hvilket også afføder spidse kommentarer fra manden i ny og næ. Det preller dog af som vand på en gås.
For det første mener jeg, at mange sko er min ret. En helt retfærdig kompensation for de mange tekniske installationer og ledninger, jeg dagligt skvatter over derhjemme – med eller uden sko.
For det andet er det en så stor en sejr, når det endelig lykkes at finde fede sko i min størrelse, at jeg simpelthen er nødt til at købe dem.

Men ind imellem er det er hårdt for selvtilliden, som for eksempel i går, hvor jeg fuld af gåpåmod entrer den lokale Sportmaster for at købe et par nye løbesko (de pynter ikke på skoreolen, og jeg løber heller ikke, – men de er rare at gå i, når man skal ud og kigge på sko).
Med et optimistisk falkeblik sætter jeg kursen direkte mod dame-udsalgshylden, som for en gangs skyld faktisk er en rigtig udsalgshylde med både 400 og 500 kroners afslag. Og tænk: hylden rummer rent faktisk to par løbesko i størrelse 41!

Jeg forelsker mig lynhurtigt de mørkeblå Nike zoom-flex-distance-dual fusion- extra comfort- whatever. De ser perfekte ud, og jeg har ja-hatten på, så jeg beder ekspeditricen om at hente den venstre. På vej ud på lagret vender hun sig om: ’De er små i størrelserne. Skal jeg tage en 42 med, hvis vi altså har dem?’. Bum! Der røg humøret lige et par takker ned, men det må hun jo hellere, og jeg sætter mig afventende på bænken med prøvesokkerne på.

To minutter senere er hun tilbage: ’Vi havde dem! Også i 42’, siger hun glædesstrålende. Klog af skade, starter jeg så med dem, selvom de ser store ud. Jeg maser, sveder og løsner snørebåndene helt ned til bunden, men det er no go – jeg kan simpelthen ikke få dem på.
’Har du en 42,5?’ spørger jeg tvivlende – kan simpelthen ikke få ordet 43 over mine læber. ’Nej, desværre. Vi har en 43 i herremodellen, men den er ikke på udsalg.’ Bum! – der røg humøret så yderligere en tak ned.
Da det ikke lige var planen at give 1200 for et par fritidssko, takker jeg skyndsomt nej og cykler hjem.

Men heldigvis findes der jo netbutikker, og da jeg var færdig med at pille navle og pleje mit sårede sko-ego, lykkedes det mig at finde herremodellen i størrelse 43 – på udsalg. De kommer allerede i morgen, og hvad pokker: nummeret står jo på indersiden, og for øvrigt har jeg aldrig brudt mig om folk, der går i små sko.