Jeg har en lille ’ting’. Den handler om jakker.
Selvom vi som udgangspunkt har rimeligt kolde sommeraftner, og valget derfor burde være let, spekulerer jeg altid på, hvilken jakke, jeg skal tage på, når vi skal i byen: Den lette, den varme, den korte, den lange, den sorte, den røde, læderjakken, den anden læderjakke osv.…
Som nu i dag. I mine overvejelser er jeg langt om længe nået frem til to valgmuligheder: Den korte sorte eller den lange sorte.
’Skaaat, hvilken jakke skal jeg tage på?’ Jeg holder dem begge to op. ’Den korte eller den lange?’
’Øh – ja, tag hellere en jakke på…’, mumler han og stirrer ufravendt ned på sit snørebånd.
Mig: ’Hey, du kigger jo ikke…!’ ’Nåh, undskyld… den korte’, svarer han.
’Jamen, kig lige! Jeg har jo kjole på – den korte er bedst til bukser’. ’Okay, så den lange’, siger han.
Hm – men hvad nu hvis det bliver varmt? Så skal jeg slæbe rundt på den. Den kan ikke foldes ordenligt sammen, bæltet hænger og dingler, og man bliver meget varm på armen. Og det der med, at han bærer min jakke for mig, det er slut efter 30 års ægteskab. Da jeg foreholder ham, at han jo principielt godt kunne bære den, hvis det nu er, siger han bare: ’Jamen, du har jo sådan en stor taske’.
’Hvad mener du med det? Den er da ikke særligt stor – havde du tænkt dig, at jeg skulle have min computertaske med i biografen, eller hvad’?
’Nej, men hvis du kun har en lille taske med, kan du jo godt bære jakken…’.
Bang! Lygterne blinker faretruende. Han er gået lige i fælden – og det tegner ikke til en god aften.
Jeg vil spare jer for den videre diskussion, men bare sige så meget som, at det endte med, at jeg nu har fået forhandlet mig frem til, at jeg er nødt til at købe både en mellemlang frakke og en mellemstor taske. Det er da meget godt gået, ik’…?