Ibens Klummer

Arrrgh! Fuck! Nu røg de sig en tur igen og er lige til at smide i skraldespanden.
Strømpebukserne… De glatte, tynde, porøse benhylstre, som ryger på når efteråret sætter ind.

Nu er jeg 180 cm høj, og strømpebukse-producenterne har desværre stærkt divergerende opfattelser af, hvad en størrelse XL er. Der findes modeller, man ikke engang kan få op over hofterne, og så er der dem, man kan trække helt op til BHen – dvs. indtil elastikken ruller ned og lægger sig som en rullepølse midt på mavedellen. Nice.

For slet ikke at tale om det nok mest irriterende strømpebukse-issue: dem der er for slappe i elastikken eller bare for korte. De kryber ca. 5 cm ned mellem benene, hvilket giver en let skrævende gang og tvinger dig til opsøge toilettet eller en afsides krog et par gange i timen, da ophiveriet er svært at gøre diskret. Har du fået fat i et par af den slags, så LØB ALDRIG efter bussen el.lign. Det bliver klart værre, når man løber.

Så er der problemet med overhovedet at få strømpebukserne på. Først fingerneglene. De skal helst være korte eller som minimum nyfilede, hvis man skal undgå,, at neglene knækker eller at strømpebukserne løber. Hvis det lykkes at få fingrene ned i strømpefoden, plantes foden nu uhyre forsigtigt helt ude i enden af strømpen, inden du begynder at trække dem – forsigtigt – op ad benet. Det kritiske punkt er klart, når de skal op over hofterne. Det er her, du ved om du har gjort et godt eller dårligt køb.

Så hvad gør man? Jeans og onesize nylon-knæstrømper i stedet? Watch out! De er pr. definition for korte til en XL som mig og laver derfor en uklædelig stram streg midt på læggen, som kan ses igennem bukserne. Og så er de altså bare utroligt usexede, ikke…?

 

’Hej, jeg hedder Lisbeth. Er I klar?’ Der mumles lidt i rækkerne… ’Hør her, venner, ind imellem stiller jeg et spørgsmål, som jeg forventer at få svar på! Er I klaaaaar, Søboooorg?’
’Jaaaa’, råber alle, – nu med militærisk præcision. Også mig, jeg tør ikke andet.
Mit nytårsforsæt har guidet mig ind i spinning-salen i reservatets Fitness center.

Timen starter ikke optimalt: Som på en charterferie, hvor alle smider deres håndklæder i liggestolene kl. 6.00 om morgenen for derpå først at dukke op ved poolen ved middagstid, har man åbenbart en tilsvarende rutine, når det gælder spinning: I samme sekund du ankommer, skal du, stadig med overtøjet på, løbe op ad trappen til træningslokalet og kaste dine cykelsko og drikkedunk ned på en cykel med central placering.

Da jeg ankommer omklædt 5 minutter før start, er der i hvert fald kun én cykel tilbage: Ude i siden, hvor man ikke kan se instruktøren, lige foran en monsterstor højtaler. Well, jeg indstiller cyklen efter bedste evne, fjumser med at klikke ind skoene i pedalerne, og så er jeg klar.

’Er der nogen, der aldrig har været til mine timer før?’ spørger Lisbeth. Jeg skal lige til at række hånden op, men når det ikke. ’Hos mig er der kun én regel: Hold ud! I dag kører vi til rock!’ Lisbeth trykker play, og okay, rock og rock…: alt fra Vollbeat til Michael Falch er skruet op til tempo 180 og underkastet et beat, som ville få de fleste rockmusikere til at indstille karrieren.
’Op at stå og mere belastning’, råber Lisbeth nu. Vi kører stående intervaller med ’progressiv kørsel’ – et fint udtryk for ’fuld skrue’, hvor benene pisker rundt som dejkroge på en håndmixer.

Efter den progressive kørsel, er jeg nu ildrød i hovedet og sveder som en hest. Grundet min uheldige placering foran højtaleren har jeg også været nødt til at hente papir til at stoppe i ørene. Men ellers begynder jeg at forstå rutinen: Op at stå, ned at sidde, mere belastning og hurra, et minuts pause. Op at stå, ned at sidde og hurra,…osv.

Da timen endelig er overstået, giver vi, på Lisbeths anbefaling, os selv og hinanden en stor hånd, hvorpå vi løber – denne gang NED ad trappen – ud til omklædningsrummet for at komme først i bad. Hvem sagde at motion er afstressende…?J

 

Og dér! Værsgo! De to hyggesnakkende småbørnsfædre foran Netto ser påfaldende skuffede ud, da jeg med et flot swung parallelparkerer familiens firehjulstrækker i første forsøg.

Okay, indrømmet: det lykkes ikke hver gang, og når det kikser, så kampsveder jeg, når nogen kigger på. Stirrer stift i spejlene i et forsøg på at bevare bare en smule værdighed. Og det er udpræget åndssvagt, for det er jo de andres skyld: kommunen laver for små parkeringspladser, folk parkerer som en brækket arm eller optager to pladser til deres Fiat Panda.

Kikset parkering får mig uvægerligt til at tænke på Egon. Min hedengangne parallel-parkerings-lærer. En, dengang i 80erne, ældre og yderst tålmodig herre. Kørelærer Egon havde fornøjelsen af at undervise både mig og min mand – samtidig. For selvfølgelig skulle vi tage kørekort hånd i hånd. Læse teori sammen og have timer lige efter hinanden.

Mænd har jo pr. definition høje tanker om deres egen køreevner, så der blev spurgt meget ind til mine, når jeg havde været til køretime, og en omdiskuteret færdighed ved middagsbordet var disciplinen parallelparkering.
Egons input var: Husk, Iben: der er kun 3 drej: højre – venstre og ligeud! Godt så, men det gælder vel egentlig for al bilkørsel, så hvor klog bliver man lige af det?
Min mand trøstede med et lille overbærende smil: ’Det skal nok komme, Iben’ (grrr!)

Nu havde jeg, som den eneste af os, bestået teoriprøven i første forsøg, og min fornemmelse var derfor, at Egon blev udfrittet lidt vel rigeligt vedr. min praktiske kapacitet. Han var meget loyal, men iflg. min mand dog en smule bekymret for mig, da jeg dumpede og skulle op for anden gang.
Bl.a. min uvane med konsekvent at daske til vinduesviskerne, når jeg skulle skifte gear, affødte bemærkninger som ’det regner ikke, Iben…’ Og så var der jo lige det med parallelparkeringen.

Men øvelse gør mester, og det går meget bedre, tak. Skulle jeg dog ind imellem tvivle på egne evner, hjælper det altid at tænke på min mor, som engang betalte en taxachauffør 50 kr. for at parkere sin bil ved Nyhavn, fordi hun var bange for at køre i havnen …

Jeg ved det godt. Jeg laver dem selv – har endda flashet det her på Facebook, men hold nu op, hvor er de irriterende! På engelsk: ’on-hold-messaging’. På dansk: ’hende-den-megairriterende-ventedame-man-altid-får-i røret-når-man-ringer-til-sin-bank’.

Nu Falck damen, for eksempel. Jeg har været miss Falck i rigtig mange år, og det er ikke uden omkostninger. Fik fornylig en psykosomatisk nedsmeltning af de helt store, da jeg ringede til Falck og fik mig selv i røret: ’Du har ringet til Falck. Vent et øjeblik, mens vi finder en ledig medarbejder’. Scary! Og også lidt dumt sagt, for hvis de har en ledig medarbejder, hvorfor sætter de så ikke HAM til at tage telefonen…?

Når introen er overstået, starter tasteriet, hvor du får op til 10 forskellige muligheder at taste rundt imellem. Så snart du har truffet dit tastevalg, bliver du stillet videre til 10 andre forskellige taste-muligheder. Når du med dalende optimisme taster for tredje gang, får du at vide, at du er nummer 10 i køen. Hvis du holder ud, bliver du langt om længe stillet om til receptionen, som så stiller dig om til den forkerte person, og det hele starter forfra….

Men tasteriet er ingenting i forhold til det allerværste: ventemusikken. Den kommer i flere varianter. Den ene er en topkomprimeret, diskantagtig og skrattende udgave af et fortærsket hit, som kører i loops á 30 sekunder – gerne i årevis uden at blive skiftet ud. Tænker, at det må være alle musikeres mareridt at blive udvalgt til ventemusik. Lidt Koda falder der vel af, men det er en ringe trøst, hvis folk hader alt, hvad du laver de næste mange år.

Den anden variant er købe-ventemusik. For 499 kr. kan du erhverve dig afgiftsfri telefon-vente-tracks med ”genrefri musik, som passer til næsten alle mennesker”. (Glad for det lille ”næsten” her…). Man kan se det for sig; ”Goddag Hr. I-tunes, jeg vil gerne købe noget musik.” ”Så gerne, frue. Hvilken genre skal jeg søge på?” ”Ik’ nogen, tak”.
Det kommer man til at vente længe på, men alt kommer som bekendt til den, der kan vente – måske…

 

 

’Kunne du tænke dig at vide, hvor kiloene sidder? Så prøv vores nye ’In-body måler’. Tak, søde Fitnessworld vægopslag, men det er ikke nødvendigt. Min ’In-body-måler’ hænger hjemme på badeværelset. Den hedder et spejl og giver et udmærket indtryk af, hvor kiloene sidder: på armene, på lårene og på alt det midt i mellem – altså mere eller mindre hele kroppen.

Men bortset fra det, så er jeg faktisk ret stolt af, at jeg overhovedet er tjekket ind i Fitnessworld allerede i dag – to dage INDEN 1. januar. Mit nytårsforsæt er det samme som altid: at tabe fem kilo på rekordtid. Jeg tænker, at hvis jeg træner og faster fuldstændig igennem i dag (undtagen lige i aften, hvor vi får gæster), er det måske endda muligt at tabe sig lidt inden nytårsaften?

Jeg beslutter typisk hver aften ved sengetid, at nu skal det være slut (jeg er kommet så langt ud, at det ikke længere behøver at være en mandag). Fra kl. 7 til 12 næste dag går det rigtig godt, men, men , men…Madmor på mit arbejde laver urimeligt god mad, og jeg er bare SÅ træt af plasticbokse med salat.

Efter frokosten går det så slag i slag med kollegaers fødselsdage, julehygge, fredagsbar osv. Her er jeg supergod til at købe på kredit ala: hvis jeg spiser en flødebolle nu, så dropper jeg rødvinen i aften. Hvis jeg tømmer en chipspose, undværer jeg kartoflerne osv. Når jeg så når til rødvinen, som jeg ikke skulle have haft, køber jeg en kredit til næste dag, hvor jeg måske kan undvære morgenmaden. Pludselig er det sengetid igen – og det hele starter forfra.

Men hvilken kur skal jeg vælge? Tænker at jeg måske kunne prøve en slags ’meditations-kur’, hvor jeg med tankens kraft kan bryde den mentale ’jeg-elsker-i-den-grad-alle-former-for-mad-kode’. På den anden side: hvordan skal jeg så overhovedet få noget at spise?

Et gammelt ordsprog siger, at det første man taber under en slankekur er sit gode humør, så måske skulle jeg revidere mit nytårsfortsæt i år: I 2017 gider jeg simpelthen ikke slankekure! Det holder nok lige til i morgen…