Fredag. Klokken er 17.00. Alle indbyggere i reservatet køber ind på det tidspunkt. Også mig. I dag i Netto.
Jeg styrer mod indkøbsvognene og fisker min pung frem. Yes, en tier! Det kører for mig i dag, – ikke noget med at veksle eller bakse med to gule kurve. Skidt med at vognen trækker lidt skævt. Hvis man bøjer sig indover stangen og stemmer hårdt imod med det ene lår, kan det faktisk godt lade sig gøre at styre den uden at torpedere pensionisterne. Det er i øvrigt også ligegyldigt i dag – der er ikke så mange af dem, ser det ud til.
Første stop: frugt og grønt – økologisk, naturligvis. Æblerne minder lidt om indtørrede undulatkugler, så jeg skæver til hylden længere fremme. Og dér … det er, hvad jeg kalder æbler: Store og saftige, røde og sprøde. De stråler af sprøjtemiddel og praler med deres 6 ugers holdbarhed. Skulle man …? Bare for en enkelt gangs skyld …? Jeg gør det sgu ́! Ned i vognen og videre.
Nede ved mælkeskabet står min genbo, Astrid – hende med ’ugens øko-fiskekasse’ og ”Hej Iben, længe siden vi har set dig i løbeklubben”. Hun tjekker varedeklarationer og har ikke set mig. Jeg gemmer mig bag håret og skynder mig at tage tre liter økologisk minimælk til at dække æblerne med – bare for en sikkerheds skyld.
Nu kigger hun op. Jeg smiler og vinker.
Vi sludrer lidt om dem i nr. 10’ s nye tag, mens Astrids søn, Tobias, flår i hendes designerjakke og plager om mælkesnitter.
Nå, så er de nok heller ikke sundere, hva ́…? Astrid smiler mere og mere anstrengt, efterhånden som mælkesnitte-beslutningen trænger sig på, og endelig siger hun: ”Nå, ja, så okay, Tobias, – det er jo fredag,”. Hun smiler undskyldende, men det er bare så meget i orden, Astrid! Så er du alligevel ikke helt perfekt. Love you!
Jeg har efterhånden temmelig meget krampe i vogn-holder-låret, men nu er monstret også ved at være fyldt, og jeg sætter kurs mod kassen. Men what the f…?! Der er slet ingen kø! Mystisk…
Til gengæld er der fuldstændig kaos nede ved pakkebordet. Og pludselig slår det mig. Shit! Det er stregkode-zombien, der har kassevagt. Ung fyr på ca. 25, totalt deadpan og Vangedes eneste levende mumie. MEN: han kan bippe en fuld indkøbsvogn på under 20 sekunder. Jeg kaster varerne op på båndet, men det er umuligt at følge med. Jeg prøver at vinde tid med et ’wauv, du er godt nok hurtig’, men intet bider på ham. Han stirrer bare udtryksløst ud i luften, mens hænderne kører uden ophold.
Af sted! Stakåndet haster jeg ned til den anden ende af båndet. Varerne op i vognen og ’Dankort – på beløbet, tak’. Men stregkode-zombien? Han fortrækker ikke en mine – rækker mig bare bonen.
Mens jeg læsser varerne ind i bilen og bakser med at få min tier retur, tænker jeg lidt på ham – vores lokale Netto-mumie: Hvad foregår der inde bag skallen, når han sidder dér? Hvem er han? Et miskendt geni? En avantgardeforfatter, som er i færd med at skrive Danmarks første non-verbale digtsamling? Eller måske er han bare udlært i Fakta – det tager jo kun fem minutter.