Ibens Klummer

Min kære familie

’Det ligner farfar!’ Olivia på to et halvt år peger træfsikkert på en cirka 90-årig mand på vores ikoniske filmplakat ’Amarcord’. ’Hahaha! Åh, hvor er det sjovt! Fra børn og fulde folk, ved du nok…Hahaha! Åh, jeg dør af grin…’. Jeg sidder i sofaen med Olivia på skødet, og hun forstår måske ikke helt mit ekstatiske latteranfald, men hun griner højlydt. To kvinder forenet i fælles fryd. ’Synes du det, lille skat?’, spørger farfar og smiler godmodigt men anstrengt. ’Ja, det synes hun åbenbart’, hviner jeg. ’Hahaha’! ’Okay, så er det heller ikke sjovere, vel?’, mumler han halvsurt.

Men jo, det er skidesjovt, og nu skal vi videre med legen:

’Hvem synes du så, at farmor ligner, lille skat? Hende med den fine, røde hat?’ (ledende spørgsmål, som erfaringsmæssigt virker rigtig godt på små børn – men ikke lige nu, åbenbart). Jeg peger i hvert fald håbefuldt på den Sofia Loren-agtige kvinde i centrum af billedet og får et rungende og utvetydigt ’Nej’ til svar.
’Hvad så med hende dér?’ Peger på den søde, blonde – men lidt buttede dame – yderst til højre. ’Nej, farmor’.

Nå, men man skal aldrig give op, så vi arbejder os nu støt og roligt igennem billedet, indtil jeg ender nederst i venstre hjørne. ’Ja, det ligner farmor’, siger Olivia overbevisende, da jeg, som absolut sidste udvej, er nået til en afbleget, Goth-lignende kvinde med sorte pandalignende øjenhuler. ’Hahaha!’, lyder det højlydt fra den anden side af sofabordet, og Olivia griner selvfølgelig med – ikke meget søstersolidaritet der.

Ja, hvad skal jeg sige? Hævnen er sød som fuldfed flødeis, – også når det gælder Amarcord – eller på dansk ’Mig og min familie’…

Https-kolon-skråstreg

Min messenger og SMS bugner i disse dage af lange, udefinerbare links. Spam? Nej. Links til mine musikervenners nye videoer? Nix. Opskrifter på glutenfri brunekager? Nope. Linksene er ønskelister anno 2018.

Smart og nemt. Tryk på linket, tast kortet ind, op i GLS butikken, og så er den klaret. Kører man den helt nemme løsning, kan mange af netbutikkerne også pakke gaverne ind. (Man ved så ikke, hvad der rent faktisk gemmer sig i pakken, men det kan jo give lidt alternativ spænding juleaften).

Med fare for at lyde som en virkelig gammel farmor i halvtredserne, så synes jeg altså, at linklisterne har gjort december en lille smule kedeligere: Ingen hovedbrud og listeskrivning, ingen storsvedende Magasin-tur med uhåndterlige plasticposer, ingen indædte facebookupdates om gaveræsets genvordigheder. Men heller ingen fantasifulde påfund, julegavegløgg i Torvehallerne eller spændt giverglæde juleaften, hvis man rent faktisk har ramt rigtigt.

Men nu er jeg jo ikke frelst, vel? Så ved min sidste fødselsdag afprøvede jeg selv linkmodellen på min mand. Og han bed på. Jeg fik min espressomaskine fra den netbutik, jeg havde linket til.

Nu er den imidlertid gået i stykker, og reklamationsfasen med ubesvarede emails, indpakning uden bobleplast og den oprindelige kasse, som jeg har smidt ud samt tovtrækning om portobetaling er startet. Åh, jeg gider det ikke! Så til jul går vi tilbage til det med, at han selv finder på en gave. Jeg håber så bare, at han finder på det halssmykke, jeg lige har spottet i en netbutik…

Kålkur eller ej

Okay, kål er virkelig sundt – I know. Det er enhver kalorietællers drøm, og det kan holde sig en måned i køleskabet. Men er der ikke gået bare en lille smule kål-inflation i skidtet?

Et kort googletjek åbenbarer opskrifter på alt fra langtidskogt rødkål, fermenteret kål (læs: gæret) til 15 lækre retter med rosenkål. Det sidste anser jeg for umuligt. Rosenkål var min mormors straf, når vi havde været uartige.

På nettet finder man også Rene Toft Simonsens kålsuppekur og trendy slankeopskrifter med slowjuicer-kål. Men helt ærligt: har Rene Toft Simonsen nogensinde været overvægtig, og taber man sig mere, når kålen er pureret? Bortset fra det tror jeg egentlig også, at jeg ville savne at bruge mine tænder. Der er vel en grund til at flydende kost traditionelt bruges meget på hospitaler til ældre mennesker.

Men indrømmet: jeg har faktisk overvejet det. Det har været en lang sommer med is, chips og rosé til overflod, og syv dage på flydende kål kan give et vægttab på op til fem kilo(!). Tænker så bare, om halvdelen af de fem kilo ikke bare er luft?
Der er forskel på svovlniveauet i forskellige grøntsager og derfor også forskel på, hvor meget luft man lukker ud. Der er ligeledes forskel på, hvor meget den lugter, men det melder opskrifterne ikke noget om.
Så er det tarveligt at gå på kålkur? Svaret blæser i vinden, som man siger…

Tip-top-toilethygiejne

’Kan det ikke vente? Du har jo næsten lige tisset’, siger han resigneret. ’Ja, men jeg skal altså igen.’ Sjovt, at han altid vil have, at jeg skal vente. Sammenlagt giver det jo samme tidsforbrug, om jeg tisser nu eller om en time.

Men okay, vi ligger godt nok i yderste spor på en tysk Autobahn og kører kø-kørsel sammen med alle de andre, der skal til Italien. Så lidt besværligt er det jo at få lov til at skifte bane med en høj bil, som alle andre bilister hader at ligge bag. Men jeg har spottet en tank, og det skal være nu.

Så ind kommer vi. Jeg finder toilettet og betaler med den 70 cents voucher, jeg fik udleveret for en time siden på det sidste toilet. Helt specielt for tyske motorvejstoiletter har de åbenbart rottet sig sammen om en sådan-holder-vi-på- kunderne-strategi med at udlevere toiletvouchers, så man ikke standser på en anden tank. Man ser det for sig: Ud i køen igen og videre, fordi voucheren er forkert.

Men jubi, hvor er her rent! Det kan de altså bare! Erfaringsmæssigt ved jeg dog, at forberedelserne til selve seancen, skal foretages med den yderste forsigtighed.
Jeg trykker derfor behersket på knappen, som udruller rent plastic på sædet. Der sker ingenting, så jeg trykker igen. Det gør der så nu. Brættet nærmest valser rundt med beskyttelsesfolie, som vælter ud i en endeløs strøm.

Men endelig kan jeg sætte mig. Og her har jeg udviklet en særlig teknik med at sidde helt ude på kanten af brættet og stramme godt op, så bagdelen ikke ryger for langt ned i toilettet og udløser douchefunktionen for tidligt. Well, det gør den så alligevel. Og våd bliver man, kan jeg sige.

Slut, prut og ud til vasken. Her får jeg en lille gnalling sæbe ud af den sensorstyrede sæbedispenser og står nu kampklar med hænder så tørre og fedtede som en riskiks med orangemarmelade.
Men åh, søde offentlige-toiletarkitekter. Hvad blev der af de gode gammeldags, uhygiejniske og uøkonomiske vandhaner, hvor jeg kunne vælge mellem varmt og koldt vand? Og endda lade det løbe så lang tid, at jeg rent faktisk kunne nå at vaske hænderne?

Men det er et overstået kapitel, og jeg kæmper nu: bevæger hænderne roligt frem og tilbage, basker med dem, lægger dem ned i vasken og stikker dem helt op i hanen. Det er bare no go.
Ud af øjenkrogen kan jeg ane en hel kolonne af håndvaskende kvinder, som uden problemer får vandet til at løbe. Mit lavmælte ti-hi-I-think-that-mine-is-broken til sidekvinden, afføder et overbærende smil og en venlighed uden sidestykke: hun stikker simpelthen hånden ind under min vandhane og starter den for mig. Ydmygelsen er total.

Jeg tørrer hurtigt hænderne under den automatiske super-turbo håndtørrer og vælter ud ad døren til den ventende mand, som i mellemtiden har tanket op med en hel masse vand og cola. Great. Hvor langt er der mon til næste tank, og kan jeg bruge min voucher?

Listen

’Nøj, den var lang…’, siger han og stønner højlydt. ’Hvad er alt det?’ ’Ja, det er jo det, som står på listen, ikke skat…?’
Er det kun hjemme hos os, eller gælder det for alle mænd, at de gerne vil have en veldefineret, mundtlig gennemgang af, hvad der står på indkøbslisten, inden de køber ind?
Jeg mener, han burde jo være taknemlig, ikke? Her har husstandens selvudnævnte indkøbs-general udleveret en nøje gennemtænkt køreplan med præcise angivelser af, hvad der skal købes, for at det skulle være så nemt som muligt.

Alligevel bliver listen gransket nøje inden afgang og kan afføde spørgsmål som: ’Edamamebønner?! Hvad er det? Det har vi da aldrig fået før. Hvor ligger de?’ Hvad forventer han egentlig: En målfast arkitekttegning over Rema 1000 eller en forklaring ala: 2. gang (den med dåsetomaterne, du ved), til højre for mælkeskabet, forbi pizzaerne og ved siden af ærterne…’ Beats me.

Nu mig selv, for eksempel. Jeg køber pr. definition ind uden liste, da jeg udi egen indbildning mener, at jeg har fuldstændig styr på, hvad vi mangler. Jeg lader inspirationen råde, følger min intuition og lyst, benytter mig af flere butikker osv. Det betyder så til gengæld, at der kan gå det meste af en uge, før jeg husker at købe tandpasta. Og husker jeg det endelig, er det udelukkende fordi, at kunden foran mig har det i vognen.

En forsker udtaler, at forskellen på mænds og kvinders indkøbsmønster, stammer helt tilbage fra urtiden: Kvinder skulle samle bær, og det foregik ved, at de gik ud og ledte efter de bedste af slagsen – valgte til og fra. Mænd, derimod, skulle kun nedlægge et enkelt bytte og gik målrettet efter lige præcis det (i vores tilfælde er det så ikke en urokse men en citronmåne…).

Men måske er den lille forskel meget god her. Ellers ville vi højst sandsynligt aldrig få børstet tænder hjemme hos os. For det må jeg give ham: han husker altid at købe tandpasta, – også selvom det ikke står på listen.