’Nøj, den var lang…’, siger han og stønner højlydt. ’Hvad er alt det?’ ’Ja, det er jo det, som står på listen, ikke skat…?’
Er det kun hjemme hos os, eller gælder det for alle mænd, at de gerne vil have en veldefineret, mundtlig gennemgang af, hvad der står på indkøbslisten, inden de køber ind?
Jeg mener, han burde jo være taknemlig, ikke? Her har husstandens selvudnævnte indkøbs-general udleveret en nøje gennemtænkt køreplan med præcise angivelser af, hvad der skal købes, for at det skulle være så nemt som muligt.
Alligevel bliver listen gransket nøje inden afgang og kan afføde spørgsmål som: ’Edamamebønner?! Hvad er det? Det har vi da aldrig fået før. Hvor ligger de?’ Hvad forventer han egentlig: En målfast arkitekttegning over Rema 1000 eller en forklaring ala: 2. gang (den med dåsetomaterne, du ved), til højre for mælkeskabet, forbi pizzaerne og ved siden af ærterne…’ Beats me.
Nu mig selv, for eksempel. Jeg køber pr. definition ind uden liste, da jeg udi egen indbildning mener, at jeg har fuldstændig styr på, hvad vi mangler. Jeg lader inspirationen råde, følger min intuition og lyst, benytter mig af flere butikker osv. Det betyder så til gengæld, at der kan gå det meste af en uge, før jeg husker at købe tandpasta. Og husker jeg det endelig, er det udelukkende fordi, at kunden foran mig har det i vognen.
En forsker udtaler, at forskellen på mænds og kvinders indkøbsmønster, stammer helt tilbage fra urtiden: Kvinder skulle samle bær, og det foregik ved, at de gik ud og ledte efter de bedste af slagsen – valgte til og fra. Mænd, derimod, skulle kun nedlægge et enkelt bytte og gik målrettet efter lige præcis det (i vores tilfælde er det så ikke en urokse men en citronmåne…).
Men måske er den lille forskel meget god her. Ellers ville vi højst sandsynligt aldrig få børstet tænder hjemme hos os. For det må jeg give ham: han husker altid at købe tandpasta, – også selvom det ikke står på listen.