Min messenger og SMS bugner i disse dage af lange, udefinerbare links. Spam? Nej. Links til mine musikervenners nye videoer? Nix. Opskrifter på glutenfri brunekager? Nope. Linksene er ønskelister anno 2018.
Smart og nemt. Tryk på linket, tast kortet ind, op i GLS butikken, og så er den klaret. Kører man den helt nemme løsning, kan mange af netbutikkerne også pakke gaverne ind. (Man ved så ikke, hvad der rent faktisk gemmer sig i pakken, men det kan jo give lidt alternativ spænding juleaften).
Med fare for at lyde som en virkelig gammel farmor i halvtredserne, så synes jeg altså, at linklisterne har gjort december en lille smule kedeligere: Ingen hovedbrud og listeskrivning, ingen storsvedende Magasin-tur med uhåndterlige plasticposer, ingen indædte facebookupdates om gaveræsets genvordigheder. Men heller ingen fantasifulde påfund, julegavegløgg i Torvehallerne eller spændt giverglæde juleaften, hvis man rent faktisk har ramt rigtigt.
Men nu er jeg jo ikke frelst, vel? Så ved min sidste fødselsdag afprøvede jeg selv linkmodellen på min mand. Og han bed på. Jeg fik min espressomaskine fra den netbutik, jeg havde linket til.
Nu er den imidlertid gået i stykker, og reklamationsfasen med ubesvarede emails, indpakning uden bobleplast og den oprindelige kasse, som jeg har smidt ud samt tovtrækning om portobetaling er startet. Åh, jeg gider det ikke! Så til jul går vi tilbage til det med, at han selv finder på en gave. Jeg håber så bare, at han finder på det halssmykke, jeg lige har spottet i en netbutik…