Forfatter: Iben Plesner

Han elsker dem! Og det har han gjort, lige siden jeg mødte ham for ca. 35(!) år siden. Han smittede vores to drenge allerede i treårs-alderen, og han jagter dem altid, når vi skal i biografen. Hvad tænker jeg på? Et filmlærred ala Imperial? Lydanlæg i Sony Digital 4 K? En XL popcorn menu?

Nej, jeg tænker på vingummibamser. Nærmere bestemt de grønne, som til hans store fortrydelse ikke længere fås i løs vægt. Ingen kan som min husbond skrælle en pose blandet slik for grønne vingummibamser på ti sekunder.

Ved ikke hvordan I har det, men de der ’Iben-del-et-minde’ – facebookopdateringer popper hele tiden op på min væg, og jeg synes faktisk ikke, at de er sjove.
For det første fordi det er seks år siden, og jeg bliver deprimeret af at se hvor meget yngre, jeg så ud dengang.
For det andet er det nederen, når man nu har taget det hele på igen.
For det tredje er der problemet med likes. Jeg ser på et minde og tænker: Hvordan overlevede jeg overhovedet det minde med så få likes?

Well, nu skal man jo heller ikke hænge sig for meget i tommelfingre, hjerter og grinehoveder, vel? Det vigtigste er vel at have noget på hjerte.
Men ifølge en artikel på DR’s hjemmeside, har facebook netop lanceret en forsøgsordning i Australien, hvor dine venner ikke kan se, hvor mange der liker dine opslag.
Formålet er at reducere den stress, brugerne oplever ved at konkurrere på likes. Altså for helbredets skyld. Men du kan stadig selv se dine venners reaktioner, så popularitetskrisen slutter vel ikke her:

“Goddag, Hr. Læge, jeg føler mig udbrændt, stresset og ulykkelig.” “Hm…Hvor mange likes har du fået for nylig? Du bruger BÅDE facebook, Instagram og Twitter, siger du? Jeg anbefaler at du straks nedlægger minimum den ene konto ELLER simpelthen strammer op og selv giver mange flere likes. Du kan starte med at like min virksomhedsside, så deltager du i konkurrencen om at vinde et såkaldt likekit: Links til ti sjove kattevideoer, fem billeder af lækkert hjemmebag og en recept på tre pakker lykkepiller.”

Så giv mig nu et like her, ikke? Så sparer du mig for et lægebesøg, og måske kan jeg dele det her lille indlæg som et minde om fem år, når jeg har en dårlig dag.

”Sushi ad libitum er et koncept, hvor du kan spise dig mæt i din yndlingssushi, varme retter, salat, dessert og kaffe. Du kan bestille alt du har lyst til og præcis dét, du har lyst til. Sushien bliver serveret absolut frisklavet til dig/jer. Kun 198,-.”

Med mit dejlige kor, True Gospel Singers, har vi en tradition – eller rettere: vi har mange traditioner – men lige præcis den her går ud på, at en anselig del af os går ud og spiser sushi på Kulturnatten, inden vi giver koncert for folket. Det foregår gerne i umiddelbart nærhed af koncertkirken – nemlig på restaurant Nagoya på Vodroffsvej. Således også i år.

Efter at have studeret menukortet indgående, blev vi hurtigt enige om, at ad libitum konceptet lød fristende men for overvældende – eller rettere: vi havde simpelthen ikke TID til at konsumere så meget, som den altomfattende anretning krævede, hvis vi skulle have fuld valuta for pengene.

I menukortet stod der endvidere med småt, at man kunne bestille så meget man ville, men hvis man bestilte over evne og derfor ikke kunne spise op, skulle man betale ekstra for de stykker, man havde levnet.

Med tanke på min yngste søn som, i en alder af tre år, fyldte både lommer og bluse med Chicken McNuggets fra børnebuffeten på Oslobåden og først åbenbarede sin høst, da vi kom ned i kahytten, strejfede det mig ganske vist, om lommerne i min korjakke kunne rumme sushi og kyllingesticks i soya, uden at blive alt for ulækker. Men som sagt: menuen lød under alle omstændigheder for overvældende.

Vi signede derfor op til en stak udmærkede a la carte retter i stedet plus en helt masse isvand, så jeg var nødt til at frekventere det lille hus inden afgang.

Der var som sædvanlig kø på dametoilettet, og det levnede mig mulighed for at stå i halvmørket udenfor den fælles toiletdør og studere dørskiltene: Dametoilet, Herretoilet og så det mere ukonventionelle: ’Der må ikke smides sushi i toiletterne’.
Man ser for sig, hvordan de overmætte, stopfyldte gæster har kantet sig ubemærket ned af trappen til toilettet, ventet i køen med fulde lommer for derpå at dumpe den frisklavede sushi og overlade de stakkels japanere til stoppede toiletter – ad libitum…

På trods af at jeg endnu ikke har nået pensionsalderen – ikke helt, i hvert fald – fandt jeg for et års tid siden ud af, at jeg kunne spare 20% om måneden på mit medlemskab af Fitnessworld, hvis jeg meldte mig ind i Ældresagen.

Dette pludselige sparedille-anfald kom som en udpræget overraskelse for min mand, – og også for mig selv. At spare er desværre ikke noget, der kendetegner mig generelt, men som sagt så gjort: Jeg meldte mig ind i Ældresagen og sparer nu 270 kr. pr. halvår – lige nok til ni pakker Spangsberg flødeboller på tilbud.
Siden da har jeg så en gang om måneden modtaget foreningens blad samt deres tilbudsavis, Et digert værk med rabatter på alt fra sexlegetøj leveret i diskrete pakker til 15% rabat på en bedemand.

Jeg har et seriøst og lidt pinligt problem, – og det handler hverken om rynker, cellulitis eller sko i str. 42. Det handler om teknik. Som de fleste andre mennesker under pensionsalderen ser jeg stort set aldrig flow-TV længere, men det skyldes ikke udelukkende, at husstanden er røget i seriefælden. For nyhedsjunkie det er jeg, og nyheder skal ses i fjernsynet – om aftnen – INDEN serien.

Dog ikke hver aften, desværre. Det er nemlig sådan, at jeg kun kan se nyhederne, når min mand er hjemme. Men hvorfor nu det, spørger du? Jo, det skyldes ganske enkelt, at jeg ikke TØR se nyhederne, når jeg er alene hjemme. Ikke fordi de altid er dårlige, kedelige eller bestialske. Det er man ligesom forberedt på. Det bunder snarere i et helt fundamentalt biologisk problem: Jeg hader teknik! Og kombinationen af TV, TV boks, signaler og to forskellige fjernbetjeninger kan gøre mig fuldstændig svedig og perpleks. For hvad nu, hvis jeg ikke kan skifte tilbage igen? Lige når jeg skal til at hygge mig med den tøseserie, han ikke gider at se?

Men det er vel dybest set min egen skyld, for når manden er hjemme, har vi en stiltiende aftale om, at det altid er ham, der skifter frem og tilbage mellem kanaler og bokse, dvs.: jeg lærer det aldrig. Vi har også en stiltiende aftale om, at vi aldrig snakker om GRUNDEN til, at jeg ikke kan finde ud af det. Iflg. vores tavse overenskomst skyldes det, at jeg ikke kan se symbolerne på fjernbetjeningerne, fordi jeg sjældent kan finde mine læsebriller. Og den forklaring holder vi os til – jeg pga. såret feminin stolthed – han formentlig pga. af medlidenhed.

Så alfa og omega: Jeg vil til enhver tid foretrække et par nye sko i str. 42 fremfor TV-teknik. Hvorfor? Man kan altid bytte et par store sko, men man kan ikke bytte sin mand, bare fordi han ikke er hjemme, når man gerne vil se nyhederne.