Forfatter: Iben Plesner

Dengang jeg var teenager, var det moderne at gå i lysebrune, forede træskostøvler af kernelæder. Sommer eller vinter – på skulle de, og de var så tunge, at man slæbte fødderne efter sig og trampede rundt som en elefant.

Blev det ind i mellem simpelthen FOR varmt, blev støvlerne skiftet ud med forløberen for ballerinaerne (hvis man var en pige, altså): Små kinasko med rem, som blev så sure og snaskede, at man var nødt til at sove med dem på, hvis man havde overnattende gæster.

Jeg ved ikke, om det skyldes min alder eller mine natlige strabadser, når det gælder dyb og velgørende søvn, men den her annonce popper hele tiden op på min Facebook: ’Tyngdedyne – over 10.000 tilfredse kunder.’ Den postes af firmaet ’The Nap Lab’, som bl.a. reklamerer med, at tyngdedynen er ‘stoppet med miljøvenlige glaskugler, der sørger for en jævn vægtfordeling’.

Annoncen nævner så ikke, om det er mig eller dynen, der opnår en jævn vægtfordeling. Et lille kig i spejlet fortæller mig dog, at det umuligt kan være mig – (og jeg er heller ikke stoppet med miljøvenlige glaskugler). Altså dynen.

Inden jeg lægger den i kurven, skal jeg tage en hurtig test. The Nap Lab skal kende min alder og vægt for at kunne sælge mig den korrekte tyngdedyne. Det er i sig selv lidt grænseoverskridende, for tænk nu hvis Facebook lurer testresultatet og smider det op på min væg?

Dynerne fås i en tyngde fra 5 til 15 kg., og jeg kan næsten ikke få armene ned, da jeg ender op med et slutresultat på 7. Jeg havde gruet gevaldigt for 15. Tænker, at det må være svært at ’nappe et nap’, hvis man har 15 kg liggende tværs henover maveregionen. Og hvordan kommer man op igen? Skal man have hjælp fra familien eller ringe efter Tophjælp?

Dynen anbefales bl.a. af en femdobbelt svensk guldvinder i længdespring. Men nu er det jo ikke os alle, der kan springe ud af sengen med et hop på 6,92 meter kl. 7.00 om morgenen. Og da slet ikke hvis man sover tungt…

 

”Skaaat, har du set mine briller?” Han halvråber ude fra gangen – men med en lidt kurrende stemme, for han ved godt, at han er på vej ind i et minefelt. Alligevel fortsætter han modigt og ufortrødent: ”Måske har du lagt dem ét eller andet sted, da du ryddede op?”
’’Jeg har ikke ’lagt dine briller’ nogle steder, nej! Hvorfor tror du altid det? Er det mon fordi, det er mig, der rydder mest op?”

Plaf! Den sad! Alle brilleanklager smelter som dug for solen. Oprydningsdebatten – med eller uden briller – er han tydeligvis ikke klar til lige nu.

Jeg læste engang i et dameblad, at når man gerne vil tabe sig, skal man spise grøntsager, som vokser OVER jorden (læs: ikke frugt).
Kålen og broccolien skal man så helst stoppe ned i en juicepresser. Ved ikke rigtigt hvorfor. Det er sundt, javel, men taber man sig mere, hvis det er pureret?

Juicepresser eller ej,- jeg har været på utroligt mange (korte) slankekure i mit liv – også dengang jeg var utroligt tynd. Så når fotoalbummet med de gamle papirbilleder kommer frem, forsøger jeg udelukkende at fokusere på mine dejlige børn og ikke på, hvor tynd jeg rent faktisk var som ung, hvor jeg OGSÅ syntes, at jeg var tyk.
Som en velmenende veninde udbrød en dag: ”Nej, hvor havde du lange ben dengang!” ”Tak, men de er vel i princippet stadig lange?”

Min fredsommelige mand ved bedre end at kommentere på billederne. Måske fordi han ofte må lægge øre til det tilbagevendende spørgsmål ”ser jeg tyk ud i denne her?” Klog af skade svarer han altid benægtende, lige meget hvad jeg har på, og hvor tyk jeg eventuelt måtte se ud.
Han har en enkelt gang forsøgt sig med et ”Jamen, den er jo også meget stram…” Og det gik IKKE godt, skulle jeg hilse at sige.

Well, af en eller anden grund bliver jeg altid mest mismodig over min vægt i weekenden – måske fordi jeg har mere tid til at se mig selv i spejlet. Men efter weekenden kommer der jo heldigvis altid en mandag, som pr. definition er den eneste dag, man kan starte en slankekur på.
Desværre bor vi ca. 100 m. fra Ismageriet, og når det så bliver mandag, kommer jeg til at spise en lillebitte is. Shit! Nu er jeg nødt til at vente til næste mandag. Og sådan går det derudaf indtil nytårsaften…

Så måske skal jeg bare acceptere, at de lange ben nu ser bedre ud i bermuda shorts end i en tanga bikini-buks. Og fra tirsdag til søndag kan jeg jo altid spise to halve kager i stedet for en hel – det feder som bekendt mindre☺

 

Det er ikke lakrids, vingummi eller chokolade. Heller ikke flødeskumskager fra La Glace eller citronmåner fra Netto (selvom de heller ikke er kedelige). Nej, min dårligste mad- og snackvane er helt klart CHIPS. Ikke barbercue, sour-cream-and-onion eller de grufulde dildchips. Heller ikke de mange misforståede pseudoprodukter som fx Jørgens Favoritmix.

Nix bix. Min besættelse gælder alle chips moder: de gode, gamle, originale ’franske kartofler’. Et uimodståeligt produkt jeg lærte at kende allerede som 6-årig som mormors uundværlige tilbehør til hamburgerryggen. Vi taler med andre om et kært barndomsminde, som gennem årene har udviklet sig til en passion og en uundværlig del af en hyggelig guffeaften.

I modsætning til slik og det sundere alternativ ’tørrede frugter’, har chips da også utroligt mange fortrin: For det første så knaser de så højt, at man kan tilrettelægge sit fredags-propperi således, at man slipper for at høre den dårligste deltager i X-factor eller TV2 News evindelige indslag om Donald Trump.
For det andet , så bemærk lige ordet ’kartofler’: Hvis man tager snackbrillerne på og ser bort fra saltet, olien og tilsætningsstofferne, så er kartofler vel trods alt et naturprodukt?
For det tredje er det superpraktisk, at både Taffel og Kims har sendt små, taskevenlige miniposer på markedet. De koster godt nok næsten det samme som en stor pose, men de er fantastiske, når man er på farten: hurtige at proppe i sig og så små, at man i et ubemærket øjeblik kan ’hælde’ de snaskede bundrester direkte ind i munden, så man slipper for fedtede fingre.

Endelig har min grundige research sendt mig forbi Illustreret Videnskab, som bedyrer, at salt var en mangelvare for vores forfædre. Og når saltet kombineres med fedt, bliver chips nærmest uimodståelige.
Hurra! Propperiet og den dårlige vane er altså slet ikke min egen skyld, men kan tilskrives en salthungrende stenaldermand, der ikke fik krydderi nok på uroksen.

Så ideen er hermed givet videre til chips-producenterne. Hvad med en ny og spændende variant: ’Stenalderchips – nu med ekstra salt’?