På trods af at jeg endnu ikke har nået pensionsalderen – ikke helt, i hvert fald – fandt jeg for et års tid siden ud af, at jeg kunne spare 20% om måneden på mit medlemskab af Fitnessworld, hvis jeg meldte mig ind i Ældresagen.
Dette pludselige sparedille-anfald kom som en udpræget overraskelse for min mand, – og også for mig selv. At spare er desværre ikke noget, der kendetegner mig generelt, men som sagt så gjort: Jeg meldte mig ind i Ældresagen og sparer nu 270 kr. pr. halvår – lige nok til ni pakker Spangsberg flødeboller på tilbud.
Siden da har jeg så en gang om måneden modtaget foreningens blad samt deres tilbudsavis, Et digert værk med rabatter på alt fra sexlegetøj leveret i diskrete pakker til 15% rabat på en bedemand.
Det er ikke altid, jeg når at bladre det igennem, – (jeg gør det nemlig kun, når jeg er alene hjemme, og ingen kigger). Det var jeg så forleden, og en annonce på bagsiden fangede min opmærksomhed: ’Køb din egen mindesten. Fra 3.995 kr. Prisen er inkl. sten, navn og datolinje på én person, maling, skitse, moms og levering i Danmark. Slå til nu.’
Man ser det for sig: ’Goddag, det er Iben Plesner, jeg vil gerne bestille en gravsten.’ ’Ja tak, den er til mig selv.’ ’Nej, jeg kender ikke den præcise dato endnu, er det så dyrere?’ ’Jeg er selvstændig, kan jeg så trække momsen fra?’ ’Nej tak, jeg bryder mig ikke om Times new Roman, jeg kan bedre lide Arial.’ ’Sender I den med GLS eller Post Nord?’ ’Nå, I sætter den bare i indkørslen?’
Osv…sådan et slagtilbud afføder mange spørgsmål, hvilket det nok også ville gøre fra naboerne, hvis gravstenen stod urokkeligt plantet i indkørslen.
På den anden side, så er træningen i Fitnessworld ofte så udmattende, at jeg er lige ved at dø, og så er det jo godt at være klar til afgang…