Forfatter: Iben Plesner

‘Well, folks, it’s gonna be chilly out there today …’ Weather Channels solariebrune studievært med emaljebisserne vifter advarende med pegefingeren – og han har fuldstændig ret: Det er skidekoldt! Det er vores første dag i Big Apple og forklædt som fire udstoppede kejserpingviner, invaderer vi den nærmeste Diner for at spise morgenmad.

Et par minutter senere smider vi storsvedende vores lag-på-lag- på-lag: Når det er koldt i NY, fyrer de op, så det kan mærkes – ikke noget med kedelige CO2-statistikker her. Det er fire år siden vi sidst besøgte Uncle Sam, så det med XXL portionerne, har vi fortrængt: Vi har derfor bestilt lidt af hvert, så vi ‘lige kan smage’, og nu vælter det ind med omeletter, bacon, bagels, frugtsalat, pandekager og youghurt plus gigantiske Cafe Latter til halvanden dollars stykket.

Ved nabobordet ligger en ung, sort fyr med en kop kaffe i hånden. Han sover. Tungt. Vi lurer lidt på, hvor længe det mon varer, inden han bliver smidt ud. Men personalet ænser ham overhovedet ikke. Til gengæld træder der nu endnu en forfrossen fyr ind ad døren: ’Any of you nice people have a dollar for a bros, man? Just a cup of coffee?

Jeg selv, min mand og vores to drenge fingererer nervøst ved tallerknerne og får pludselig travlt med at diskutere røræg. I Danmark giver vi ikke til tiggere, nemlig. Det står selv i Politiken, at de alle sammen er østeuropæere, som bliver rullet op i busser og stjæler herbergerne fra de danske hjemløse.

Well, Starbucks-fyren hér har heldet med sig: en behjertet businessman stikker ham en dollar, og den nye gæst sætter sig med sin kaffe. Der går ca. to minutter – så sover han også. Tungt.
Vi sidder naturligvis ved vinduet. Vi skal have det hele med, og udenfor står der nu to vaskeægte, uniformerede NYPD’er – en tyk og en tynd, selvfølgelig – lissom’ på films. De peger på døren og småsnakker lidt. Min mand og jeg kigger sigende på hinanden: ’nu bliver de to trætte hjemløse garanteret smidt ud.’ Men nope, man. Betjentene køber doughnut og en kaffe og slår sig ned bagest i lokalet (også lissom’ på films). De hygger sig og ikke så meget som skæver til de to stor- snorkende hjemløse.

Jeg og familien har i mellemtiden kæmpet os igennem morgenmaden og tramper atter ud i New Yorks vinter. Vi glor, kigger, suger til os, overvældes, forundres, forarges og griner – en fantastisk uge med storslåede oplevelser.

Men lige nu, hvor vi er på vej hjem over Atlanten, er det Starbucks-episoden, der popper op på min indre skyline – bare i en dansk version: Forestil dig en forhutlet hjemløs, som hænger snorkende henover et Baresso-bord i Hellerup?
Hvor længe får han mon lov at sidde dér – side om side med barselsorloverne og reklamedrengene? Tjah …Tankeeksperimentet holder måske ikke helt – der er ikke så mange hjemløse i Hellerup. Og skulle der skjule sig en enkelt af slagsen, får han nok svært ved tigge sig til en Cafe Latte til 45 kroner.

Så hvis du en dag får øje på en syvsover, der hænger snorkende henover Baressobord, så er det nok bare mig, der er ude og teste den danske tolerance.

 

’Vores udvalg af elevationssenge er imponerende stort’. Ved ikke rigtigt, hvorfor den popper op på min Facebook, og så lige ovenpå en nat, hvor jeg har sovet ad helvede til, men det gør den altså. Gad vide om facebook også har afkodet mit søvnmønster…

Well, under alle omstændigheder lyder det ret fristende med sådan en fjernstyret fætter, men jeg er ikke gammel nok, – det siger min mand i hvert fald. Og det tager jeg som månedens kærligste og mest omsorgsfulde kompliment. Det føles rart bare at sige det, smage på ordene, svælge i dem: Ikke gammel nok – yes!
Men måske er han bare elevations-nærig, for helt ærligt: jeg er jo gammel nok, ik’? Også til en seng med plads til både motor, myoser og mormorarme.

Der var engang. Dengang jeg var barn. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive voksen. Men så gik det ellers slag i slag og forfærdende hurtigt.
For pludselig er jeg røget i 50+ segmentet og synes, det er lidt forstemmende, at jeg nu er mindst halvvejs i mit liv, får post fra Ældresagen, at ekspedienterne kalder mig ’frue’, og at det fortrinsvis er halvskaldede folkepensionister, der kigger efter mig på gaden.

Antirynkecremerne står i kø på badeværelset, for huden passer ligesom ikke til humøret. På den positive side er jeg nemlig både blevet både mildere, klogere og mere rummelig. Det synes jeg i hvert fald selv, så giv mig nu ret, ik’ skat…?!

Og så er der sket noget helt andet og større, som får alle de indre og ydre bekymringsrynker til at blegne: Jeg er blevet farmor! Eller bessemor, for den sags skyld – kald det, hvad du vil, for det er en fuldstændig fantastisk og ubeskrivelig følelse – en følelse man godt gider blive gammel med.

Så ’Forever young’ er nu skiftet ud med ’Mariehønen Evigglad’, og det er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med. Og for øvrigt kan en farmor ikke få mormorarme.

 

Klokken er 12.30, det er lørdag, og jeg skal på apoteket. Jeg hader det simpelthen: scan dit sundhedskort, forskellige kasser og kø-numre, dyre produkter og livstrætte pensionister.

For at ruste mig til besøget, parkerer jeg cyklen foran tøjbutikken ved siden af. Skal bare lige tjekke vinduet og så ind på apoteket. Nå! Det kan man åbenbart ikke få lov til. Stort skilt i vinduet: 50 % PÅ ALT – KUN LØRDAG! Ok, apoteket må vente! Jeg MÅ bare prøve den kjole i vinduet.

Jeg kommer lige fra Fitnessworld og er iført gamle pumasokker og forvasket træningstøj under dynefrakken. Der er ikke andre kunder i butikken, og indehaveren smiler indbydende til mig, mens jeg styrer direkte mod prøverummet med kjolen. Jeg har lige fået den på, da hun stikker smilehovedet ind: ’Hvordan går det?’

Jeg fnidrer nu – undskylder – plaprer, – helt perpleks, faktisk: ”Tjoh …deeet …sokkerne er jo ikke så gode, vel, og jeg har ikke make-up på, og …” Smilehovedet er ligeglad. Hun bliver bare hængende i gardinet og kigger lidt bekymret på mig. Og så kommer det: ”Kender du vores tryllebælter?”
”Njah, jeg tror ikke, at bælte til den her kjole er så godt, fordi…øh…..”. Men væk er hun, og hokus-pokus, så står hun der igen. Nu med en hel søjle af papæsker i favnen.

Hun åbner den øverste æske og åbenbarer et gigantisk wanna-be nyrebælte, som ville gøre Arnold Schwarzenegger syg af misundelse. Inden jeg får set mig om, har hun hængt det om maven på mig og strammet til.Og ganske rigtigt: Taljen er nu tryllet frem. Til gengæld er der også tryllet to helt nye deller frem: én over og én under tryllebæltet.

For at være helt ærlig: hun kan godt se problemet, men tryllebælterne plejer ellers at klæde alle. Okay? Jamen, tusind tak, – alle andre kan trylles smukke med et bælte, bare ikke mig? Jeg føler mig helt elendig men slæber mig alligevel op til kassen med kjolen over armen.

Mens vi venter på dankortterminalen, hvisker hun fortroligt: ”Kender du Miracle-undertøj? Det er totalt turn-off for mænd, men tøjet sidder fantastisk udenpå.” I et kort sekund ser jeg mig selv siddende på sengekanten som en vakuumpakket rullepølse, mens min stortudende mand dunker hovedet ned i puden. ”JEG SKAL BARE HAVE KJOLEN, TAK!”, siger jeg, snupper bonen og styrter ud ad døren.

Men ude på fortovet krammer jeg posen, – lige meget hvad, så er det MIN kjole. Og nu hænger den så dér i skabet og glæder sig til en mirakuløs sommerdag, hvor solen kan gøre alle mennesker smukke – med eller uden tryllebælte.

 

’Skaaat – den der nye, lange, sorte ovre ved vinduet, hvad er den til?’ Jeg har lige fået øje på en helt ny en. Sort, gummi-lasket og svulstig snor den sig rundt på gulvet – lige der foran fjernsynet, hvor man altid falder i dem, når man skal over til sofaen. Endnu en ledning har indtaget mit hjem.

Jeg har været gift med den samme mand i cirka 30 år, så hans forkærlighed for ledninger uden ledningsclips er ikke ukendt. Hvide, sorte, grå, ensomme eller samlet til tykke pølser. You name it – we got it. Som slanger i en sydamerikansk jungle, sniger de sig ind i huset og kryber frem fra stikkontakterne, hver gang jeg vender ryggen til.

Manden i mit liv er producer, og det med ledningerne var kærlighed ved første blik. I gamle dage smuttede han ned i 4Sound (eller Aage, som det hed dengang) sådan cirka hver lørdag. Nu skal man bare bruge en Ipad og et Visakort, så kan man nemt finde nye, spændende ting på nettet, som alle bliver leveret med deres helt egen ledning. Og, ikke at forglemme: en oplader.
Jeg ved ikke hvem der har opfundet opladeren, men det var garanteret en mand. Ikke noget med lækkert, indretningsvenligt Iphone-look her. Næ, næ …de er sorte og tykke med en ordentlig mursten i den ene ende.

Men vi bliver alle gamle på et tidspunkt – også ledninger. Og egentlig er det lidt synd for dem, for pludselig er der ingen, der kan huske hvad de oprindelig blev brugt til. Gamle og mørnede er de – man kunne sige klar til udsmidning. Men den går ikke. Her i huset går de i stedet på pension. Pensionisttilværelsen henslæber de i uendelige rækker af Ikea-kasser i kælderen – ’Man ved jo aldrig, om man får brug for dem igen…’.

’Og hvad så med dine sko?’, bliver der spurgt…
Se det er jo en helt anden snak: sko må gerne stå på hylder – det kan du høre om en anden dag.

 

Jeg sveder tran… Ikke kun på grund af dynejakken og det meterlange halstørklæde – nej, det er køen, … kassekøen i reservatets nye, store Lidl, som giver mig hedeture.
I samme sekund jeg nåede op til kassen, havde jeg ellers – med et rutineret falkeblik – besluttet mig for, hvilken kø jeg skulle vælge. Det gør du ved lynhurtigt at danne dig et overblik over:

1: Hvor mange varer folk har i deres vogn
2: Om de har grøntsager, der skal vejes
3. Om kassemedarbejderen bærer et skilt med ’under oplæring’
4: Om der står personer bag dig med kun en enkelt vare, som du føler dig tvunget til at lade komme foran
5: Om nogen i køen ser ud til at være rygere og derfor skal have langet cigaretter over fra den ene kasse til den anden.
Du skal desuden være yderst rask i vendingen og omstillingsparat, hvis der pludselig åbnes en kasse mere. Alle overvejelserne omkring valg af kolonne må på banen igen.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg bliver så møgirriteret af at stå i kø – også når jeg har ikke har travlt. Men jeg har bemærket samme tendens hos mange andre mennesker: De kigger livstræt på dig, hvis du har mange varer i vognen og sukker indebrændt, hvis du ikke springer direkte fra taskehylden hen til Dankortautomaten i samme sekund, kassemedarbejderen annoncerer beløbet.
(I min Lidl er der for øvrigt ikke nogen taskehylde – der kaster man varerne fra rullebåndet direkte ned i en håndholdt pose, som hele tiden klapper sammen).

Men det er jo egentlig lidt synd for kassemedarbejderne, ikke? Altid at være omgivet af stressede, halvsure mennesker. Og forbavsende få, som svarer ’I lige måde’, når de disker op med deres sædvanlige ’Hav en god dag’.

Så fra i dag har jeg besluttet mig: Jeg åbner dynejakken, lader dampen slippe ud og tålmodigheden krybe ind. Dvs. lige indtil næste gang jeg beder om at få åbnet en kasse mere…