Klokken er 12.30, det er lørdag, og jeg skal på apoteket. Jeg hader det simpelthen: scan dit sundhedskort, forskellige kasser og kø-numre, dyre produkter og livstrætte pensionister.
For at ruste mig til besøget, parkerer jeg cyklen foran tøjbutikken ved siden af. Skal bare lige tjekke vinduet og så ind på apoteket. Nå! Det kan man åbenbart ikke få lov til. Stort skilt i vinduet: 50 % PÅ ALT – KUN LØRDAG! Ok, apoteket må vente! Jeg MÅ bare prøve den kjole i vinduet.
Jeg kommer lige fra Fitnessworld og er iført gamle pumasokker og forvasket træningstøj under dynefrakken. Der er ikke andre kunder i butikken, og indehaveren smiler indbydende til mig, mens jeg styrer direkte mod prøverummet med kjolen. Jeg har lige fået den på, da hun stikker smilehovedet ind: ’Hvordan går det?’
Jeg fnidrer nu – undskylder – plaprer, – helt perpleks, faktisk: ”Tjoh …deeet …sokkerne er jo ikke så gode, vel, og jeg har ikke make-up på, og …” Smilehovedet er ligeglad. Hun bliver bare hængende i gardinet og kigger lidt bekymret på mig. Og så kommer det: ”Kender du vores tryllebælter?”
”Njah, jeg tror ikke, at bælte til den her kjole er så godt, fordi…øh…..”. Men væk er hun, og hokus-pokus, så står hun der igen. Nu med en hel søjle af papæsker i favnen.
Hun åbner den øverste æske og åbenbarer et gigantisk wanna-be nyrebælte, som ville gøre Arnold Schwarzenegger syg af misundelse. Inden jeg får set mig om, har hun hængt det om maven på mig og strammet til.Og ganske rigtigt: Taljen er nu tryllet frem. Til gengæld er der også tryllet to helt nye deller frem: én over og én under tryllebæltet.
For at være helt ærlig: hun kan godt se problemet, men tryllebælterne plejer ellers at klæde alle. Okay? Jamen, tusind tak, – alle andre kan trylles smukke med et bælte, bare ikke mig? Jeg føler mig helt elendig men slæber mig alligevel op til kassen med kjolen over armen.
Mens vi venter på dankortterminalen, hvisker hun fortroligt: ”Kender du Miracle-undertøj? Det er totalt turn-off for mænd, men tøjet sidder fantastisk udenpå.” I et kort sekund ser jeg mig selv siddende på sengekanten som en vakuumpakket rullepølse, mens min stortudende mand dunker hovedet ned i puden. ”JEG SKAL BARE HAVE KJOLEN, TAK!”, siger jeg, snupper bonen og styrter ud ad døren.
Men ude på fortovet krammer jeg posen, – lige meget hvad, så er det MIN kjole. Og nu hænger den så dér i skabet og glæder sig til en mirakuløs sommerdag, hvor solen kan gøre alle mennesker smukke – med eller uden tryllebælte.