’Vores udvalg af elevationssenge er imponerende stort’. Ved ikke rigtigt, hvorfor den popper op på min Facebook, og så lige ovenpå en nat, hvor jeg har sovet ad helvede til, men det gør den altså. Gad vide om facebook også har afkodet mit søvnmønster…
Well, under alle omstændigheder lyder det ret fristende med sådan en fjernstyret fætter, men jeg er ikke gammel nok, – det siger min mand i hvert fald. Og det tager jeg som månedens kærligste og mest omsorgsfulde kompliment. Det føles rart bare at sige det, smage på ordene, svælge i dem: Ikke gammel nok – yes!
Men måske er han bare elevations-nærig, for helt ærligt: jeg er jo gammel nok, ik’? Også til en seng med plads til både motor, myoser og mormorarme.
Der var engang. Dengang jeg var barn. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive voksen. Men så gik det ellers slag i slag og forfærdende hurtigt.
For pludselig er jeg røget i 50+ segmentet og synes, det er lidt forstemmende, at jeg nu er mindst halvvejs i mit liv, får post fra Ældresagen, at ekspedienterne kalder mig ’frue’, og at det fortrinsvis er halvskaldede folkepensionister, der kigger efter mig på gaden.
Antirynkecremerne står i kø på badeværelset, for huden passer ligesom ikke til humøret. På den positive side er jeg nemlig både blevet både mildere, klogere og mere rummelig. Det synes jeg i hvert fald selv, så giv mig nu ret, ik’ skat…?!
Og så er der sket noget helt andet og større, som får alle de indre og ydre bekymringsrynker til at blegne: Jeg er blevet farmor! Eller bessemor, for den sags skyld – kald det, hvad du vil, for det er en fuldstændig fantastisk og ubeskrivelig følelse – en følelse man godt gider blive gammel med.
Så ’Forever young’ er nu skiftet ud med ’Mariehønen Evigglad’, og det er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med. Og for øvrigt kan en farmor ikke få mormorarme.