’Skaaat – den der nye, lange, sorte ovre ved vinduet, hvad er den til?’ Jeg har lige fået øje på en helt ny en. Sort, gummi-lasket og svulstig snor den sig rundt på gulvet – lige der foran fjernsynet, hvor man altid falder i dem, når man skal over til sofaen. Endnu en ledning har indtaget mit hjem.
Jeg har været gift med den samme mand i cirka 30 år, så hans forkærlighed for ledninger uden ledningsclips er ikke ukendt. Hvide, sorte, grå, ensomme eller samlet til tykke pølser. You name it – we got it. Som slanger i en sydamerikansk jungle, sniger de sig ind i huset og kryber frem fra stikkontakterne, hver gang jeg vender ryggen til.
Manden i mit liv er producer, og det med ledningerne var kærlighed ved første blik. I gamle dage smuttede han ned i 4Sound (eller Aage, som det hed dengang) sådan cirka hver lørdag. Nu skal man bare bruge en Ipad og et Visakort, så kan man nemt finde nye, spændende ting på nettet, som alle bliver leveret med deres helt egen ledning. Og, ikke at forglemme: en oplader.
Jeg ved ikke hvem der har opfundet opladeren, men det var garanteret en mand. Ikke noget med lækkert, indretningsvenligt Iphone-look her. Næ, næ …de er sorte og tykke med en ordentlig mursten i den ene ende.
Men vi bliver alle gamle på et tidspunkt – også ledninger. Og egentlig er det lidt synd for dem, for pludselig er der ingen, der kan huske hvad de oprindelig blev brugt til. Gamle og mørnede er de – man kunne sige klar til udsmidning. Men den går ikke. Her i huset går de i stedet på pension. Pensionisttilværelsen henslæber de i uendelige rækker af Ikea-kasser i kælderen – ’Man ved jo aldrig, om man får brug for dem igen…’.
’Og hvad så med dine sko?’, bliver der spurgt…
Se det er jo en helt anden snak: sko må gerne stå på hylder – det kan du høre om en anden dag.