Forfatter: Iben Plesner

Det er super usundt, og det feder ad helvede til, – så er det sagt. Men jeg gør det alligevel. Og hold nu fast, for nu åbenbarer jeg en af mine dybeste og mest tabubelagte hemmeligheder: jeg spiser om natten.

Når jeg har luftet godt ud i vores altid iskolde soveværelse, iført mig mandens store bløde T-shirt og mine hyggesokker fra Netto, lyttet til rolig musik, overstået mine yoga-åndedræts-øvelser og gennemvisualiseret en baglæns nedtælling fra 100, så er det, at jeg giver op, og mine tanker begynder at kredse om mad.
Eller…ikke hvilken som helst slags mad, men en helt speciel anretning, som jeg ellers aldrig spiser: Frugt-youghurt med Kellogs Special K. Og det er heller ikke en hvilken som helst slags frugtyoughurt. Vi er ude i en Arla-for-kids-Yoggi-youghurt uden hele frugtstykker – bare med et lille touch af banan.

Om dagen tænker jeg aldrig på Yoggi – dvs. lige indtil jeg står ved kølemontren i Rema 1000. Jamen, så lad dog være med at købe det! Ja, ja, det kan du sagtens sige, men hemmeligheden bag Yoggien er, at jeg er NØDT til at købe den. Ikke til mig selv, naturligvis, men fordi min mand OGSÅ craver den – altså om dagen til morgenmad eller noget – og kun en gang imellem.

Så for at være sikker på, at han altid har sin Yoggi med banan til rådighed, køber jeg, som den eksemplariske kæreste jeg er, Yoggien specielt til ham. Og på den måde sniger den sig ind i køleskabet. Her står den så fristende lyseblå med et nærmest børnesikret skruelåg og blærer sig med sine bananillustrationer, mens den venter på endnu en af mine søvnløse nætter.

Undersøgelser – godt nok kun på de sædvanlige stakkels mus – viser at nattespiseri feder dobbelt så meget som det vi spiser om dagen, så hvorfor? Hvorfor lige mig? Er jeg dømt til for evigt at slæbe rundt på en Yoggi-med-banan-uden-frugtstykker-natte-spise-trang?

Det ser desværre sådan ud, for det har stået på rimelig længe.
Men på den anden side: hvis det er meningen, man ikke skal spise Yoggie om natten, hvorfor er der så lys i køleskabet…?

For at sige det som det er: jeg elsker sko!! Jeg går stort set altid i de samme fire par, men det er sagen uvedkommende. Jeg elsker at kigge på dem, når de står dér linet op på rad og række. Og jeg elsker, at jeg har muligheden for at tage dem på, hvis jeg har lyst.
Men den uforbeholdne kærlighed er et tveægget sværd og faktisk lidt af et mysterium, som jeg aldrig bliver klog på. For selvom fødderne passer til garderhøjden på 180 (uden bjørneskindshue), er det lidt af en prøvelse at købe sko, når man bruger størrelse 41+.

Ikke at jeg giver op – langt fra, – hvilket også afføder spidse kommentarer fra manden i ny og næ. Det preller dog af som vand på en gås.
For det første mener jeg, at mange sko er min ret. En helt retfærdig kompensation for de mange tekniske installationer og ledninger, jeg dagligt skvatter over derhjemme – med eller uden sko.
For det andet er det en så stor en sejr, når det endelig lykkes at finde fede sko i min størrelse, at jeg simpelthen er nødt til at købe dem.

Men ind imellem er det er hårdt for selvtilliden, som for eksempel i går, hvor jeg fuld af gåpåmod entrer den lokale Sportmaster for at købe et par nye løbesko (de pynter ikke på skoreolen, og jeg løber heller ikke, – men de er rare at gå i, når man skal ud og kigge på sko).
Med et optimistisk falkeblik sætter jeg kursen direkte mod dame-udsalgshylden, som for en gangs skyld faktisk er en rigtig udsalgshylde med både 400 og 500 kroners afslag. Og tænk: hylden rummer rent faktisk to par løbesko i størrelse 41!

Jeg forelsker mig lynhurtigt de mørkeblå Nike zoom-flex-distance-dual fusion- extra comfort- whatever. De ser perfekte ud, og jeg har ja-hatten på, så jeg beder ekspeditricen om at hente den venstre. På vej ud på lagret vender hun sig om: ’De er små i størrelserne. Skal jeg tage en 42 med, hvis vi altså har dem?’. Bum! Der røg humøret lige et par takker ned, men det må hun jo hellere, og jeg sætter mig afventende på bænken med prøvesokkerne på.

To minutter senere er hun tilbage: ’Vi havde dem! Også i 42’, siger hun glædesstrålende. Klog af skade, starter jeg så med dem, selvom de ser store ud. Jeg maser, sveder og løsner snørebåndene helt ned til bunden, men det er no go – jeg kan simpelthen ikke få dem på.
’Har du en 42,5?’ spørger jeg tvivlende – kan simpelthen ikke få ordet 43 over mine læber. ’Nej, desværre. Vi har en 43 i herremodellen, men den er ikke på udsalg.’ Bum! – der røg humøret så yderligere en tak ned.
Da det ikke lige var planen at give 1200 for et par fritidssko, takker jeg skyndsomt nej og cykler hjem.

Men heldigvis findes der jo netbutikker, og da jeg var færdig med at pille navle og pleje mit sårede sko-ego, lykkedes det mig at finde herremodellen i størrelse 43 – på udsalg. De kommer allerede i morgen, og hvad pokker: nummeret står jo på indersiden, og for øvrigt har jeg aldrig brudt mig om folk, der går i små sko.

Jeg ved ikke hvad det er med prøverum, men jeg synes altså, at de bliver mindre og mindre – (eller bliver jeg mon bare større, hm …).
Anyway, det er efterhånden blevet næsten umuligt at få tøjet af og på, medmindre du har en fortid som elitegymnast eller udbryderkonge.

Og så er der det med lågerne…
Der var engang, hvor du bare kunne gå ind i et prøverum, og så kunne du lukke en helt almindelig rigtig dør med et helt almindeligt, rigtigt håndtag. Du kunne blive derinde og prøve jeans, indtil du var færdig eller havde brug for hjælp. Lyset var lækkert, og ekspedienten bankede pænt på døren: ’Er alt ok? Passer de? Hvordan går det?’

Jeg har en god veninde, som sidste jul fik en lidt overraskende julegave af sine to teenagesønner: en låg-åbner fra Gigtforeningen. Overraskende, fordi hun ikke har gigt, men tværtimod er en kernesund kvinde i sin bedste alder. Mit gæt er derfor, at sønnerne har set deres mor kæmpe med konservesglassene i køkkenet og fået ondt af hende.

Jeg har i hvert fald ondt af mig selv, når jeg fx har lyst til oliven. Værst er de høje slanke glas, hvor man aldrig ved, om man skal dreje med håndfladen eller fingrene. Jeg fokuserer og drejer. No good. Prøver at dreje den modsatte vej (måske har de sat låget omvendt på?). Mere no good. Jeg prøver at dreje med et viskestykke. Totalt no good, – låget bliver bare endnu glattere…

Det som gør oplevelsen ekstra belastende er, at der ofte befinder sig en anden person i køkkenet, – nemlig min mand. Gennem ryggen kan jeg fornemme, hvordan det kribler i fingrene på ham for at overtage glasset:
”Det går vist ikke. Nu skal jeg, skat. …”. ”NEJ tak, jeg kan godt selv”. Belært af dårlig erfaring giver jeg ham ikke glasset. Hans velmente ”Værsgo’, skat – men det var jo dig, der havde gjort forarbejdet…” er mere irriterende end ikke at kunne få låget af.

Men på et tidspunkt kommer det selvfølgelig af, og nu venter så det vanskelige arbejde med at få olivenerne UD af glasset. Teskeer duer ikke. Du maser dem – (altså olivenerne…), eller de hopper ud over kanten af glasset og ned på køkkenbordet. At skrabe dem ud med en gaffel duer kun, hvis du skal spise dem alle sammen på en gang. Al olien løber ud.

Min (foreløbigt) bedste anbefaling ved moderat olivenspisning er derfor, at du former tommel, – pege,-og langefinger til en slags klo. ’Den nedadvendte klo’, kalder jeg den, eftersom der også findes en ’opadvendt klo’. Den bruger jeg bl.a., når jeg skal fiske et stykke toiletpapir ud af de store papirtromler på offentlige toiletter.
Hvis jeg bruger den ’nedadvendte klo’, kan jeg dog kun få fat i de øverste fem oliven, så egentlig glæder jeg mig bare til jul, hvor jeg kan åbne et glas rødkål, som vælter ud af glasset, når man vender det på hovedet. Og hvem ved? Måske får jeg en låg-åbner fra Gigtforeningen i julegave…