Jeg ved ikke hvad det er med prøverum, men jeg synes altså, at de bliver mindre og mindre – (eller bliver jeg mon bare større, hm …).
Anyway, det er efterhånden blevet næsten umuligt at få tøjet af og på, medmindre du har en fortid som elitegymnast eller udbryderkonge.
Og så er der det med lågerne…
Der var engang, hvor du bare kunne gå ind i et prøverum, og så kunne du lukke en helt almindelig rigtig dør med et helt almindeligt, rigtigt håndtag. Du kunne blive derinde og prøve jeans, indtil du var færdig eller havde brug for hjælp. Lyset var lækkert, og ekspedienten bankede pænt på døren: ’Er alt ok? Passer de? Hvordan går det?’
Men lågerne (eller gardinerne) er blevet mindre og mindre med årene – eller kortere kunne man sige: de er cuttet af både foroven og forneden, og når man er 180 cm., kan ekspedienten plus alle de andre kunder i butikken se både mit tvivlende udtryk foroven, når jeg kigger mig i spejlet, og jeansene stramme om fødderne forneden, mens jeg kæmper for at få dem af.
Og så er der naturligvis den allermest utålelige model, hvor der slet ikke ER noget spejl, så du er nødt til at traske halvvejs gennem butikken med et stift blik for at se, hvordan bukserne sidder.
Her får du så, udover ekspedientens, også de andre kunders mening om jeansene: ’Wauv, de klæder dig virkelig godt…’ ’Du får en totalt god r.. i de bukser’ osv.
Tak, fordi I siger det, for jeg ville aldrig opdage det selv. Stiller mig altså ikke op med min bedste botoxagtige trutmund og prøver at se mig selv over skulderen, når der er andre, der kigger. Det helt særlige udtryk bruger jeg kun i lukkede prøverum eller derhjemme.
Bottomline: Der er naturligvis fordele ved at købe sit tøj i en rigtig fysisk butik, men egentlig er jeg vild med netbutikker. Så kan jeg afprøve min trutmund i fred.