For at sige det som det er: jeg elsker sko!! Jeg går stort set altid i de samme fire par, men det er sagen uvedkommende. Jeg elsker at kigge på dem, når de står dér linet op på rad og række. Og jeg elsker, at jeg har muligheden for at tage dem på, hvis jeg har lyst.
Men den uforbeholdne kærlighed er et tveægget sværd og faktisk lidt af et mysterium, som jeg aldrig bliver klog på. For selvom fødderne passer til garderhøjden på 180 (uden bjørneskindshue), er det lidt af en prøvelse at købe sko, når man bruger størrelse 41+.
Ikke at jeg giver op – langt fra, – hvilket også afføder spidse kommentarer fra manden i ny og næ. Det preller dog af som vand på en gås.
For det første mener jeg, at mange sko er min ret. En helt retfærdig kompensation for de mange tekniske installationer og ledninger, jeg dagligt skvatter over derhjemme – med eller uden sko.
For det andet er det en så stor en sejr, når det endelig lykkes at finde fede sko i min størrelse, at jeg simpelthen er nødt til at købe dem.
Men ind imellem er det er hårdt for selvtilliden, som for eksempel i går, hvor jeg fuld af gåpåmod entrer den lokale Sportmaster for at købe et par nye løbesko (de pynter ikke på skoreolen, og jeg løber heller ikke, – men de er rare at gå i, når man skal ud og kigge på sko).
Med et optimistisk falkeblik sætter jeg kursen direkte mod dame-udsalgshylden, som for en gangs skyld faktisk er en rigtig udsalgshylde med både 400 og 500 kroners afslag. Og tænk: hylden rummer rent faktisk to par løbesko i størrelse 41!
Jeg forelsker mig lynhurtigt de mørkeblå Nike zoom-flex-distance-dual fusion- extra comfort- whatever. De ser perfekte ud, og jeg har ja-hatten på, så jeg beder ekspeditricen om at hente den venstre. På vej ud på lagret vender hun sig om: ’De er små i størrelserne. Skal jeg tage en 42 med, hvis vi altså har dem?’. Bum! Der røg humøret lige et par takker ned, men det må hun jo hellere, og jeg sætter mig afventende på bænken med prøvesokkerne på.
To minutter senere er hun tilbage: ’Vi havde dem! Også i 42’, siger hun glædesstrålende. Klog af skade, starter jeg så med dem, selvom de ser store ud. Jeg maser, sveder og løsner snørebåndene helt ned til bunden, men det er no go – jeg kan simpelthen ikke få dem på.
’Har du en 42,5?’ spørger jeg tvivlende – kan simpelthen ikke få ordet 43 over mine læber. ’Nej, desværre. Vi har en 43 i herremodellen, men den er ikke på udsalg.’ Bum! – der røg humøret så yderligere en tak ned.
Da det ikke lige var planen at give 1200 for et par fritidssko, takker jeg skyndsomt nej og cykler hjem.
Men heldigvis findes der jo netbutikker, og da jeg var færdig med at pille navle og pleje mit sårede sko-ego, lykkedes det mig at finde herremodellen i størrelse 43 – på udsalg. De kommer allerede i morgen, og hvad pokker: nummeret står jo på indersiden, og for øvrigt har jeg aldrig brudt mig om folk, der går i små sko.