Han elsker dem! Og det har han gjort, lige siden jeg mødte ham for ca. 35(!) år siden. Han smittede vores to drenge allerede i treårs-alderen, og han jagter dem altid, når vi skal i biografen. Hvad tænker jeg på? Et filmlærred ala Imperial? Lydanlæg i Sony Digital 4 K? En XL popcorn menu?
Nej, jeg tænker på vingummibamser. Nærmere bestemt de grønne, som til hans store fortrydelse ikke længere fås i løs vægt. Ingen kan som min husbond skrælle en pose blandet slik for grønne vingummibamser på ti sekunder.
Drengene fik da også allerede som ganske små det indtryk, at det eneste der duede i en slikpose, var de grønne bamser. Helt indtil de valgte at flytte hjemmefra (ikke pga. bamserne) var der kamp til stregen hver fredag aften. Og kampen fortsætter nu ved familiemiddage og lignende, hvor manden i huset altid har en pose blandet guf i baghånden.
Og hvad så? Lad dog børnene.
I min optik er det bare ikke helt problemfrit. Ikke fordi jeg selv deltager i nærkampen om de grønne bamser, for i min evige jagt på en smal talje, siger jeg altid nej tak til slik i første ombæring, – og så spiser jeg alle de tiloversblevne lakridsæg og labre larver til sidst, når ingen kigger. Dukatosserne er der ingen, der gider have, så dem smider vi altid ud og gør os således skyldige i madspild. Altså ville vi fra min synsvinkel være bedre stillet uden blandet slik i indkøbsvognen.
Men traditioner er jo hyggelige, og de hygger sig gevaldigt med bamsekampen. Det glæder mig naturligvis og gør mig soft som en vegansk skumfidus men også en smule grøn af misundelse…