Jeg sveder tran… Ikke kun på grund af dynejakken og det meterlange halstørklæde – nej, det er køen, … kassekøen i reservatets nye, store Lidl, som giver mig hedeture.
I samme sekund jeg nåede op til kassen, havde jeg ellers – med et rutineret falkeblik – besluttet mig for, hvilken kø jeg skulle vælge. Det gør du ved lynhurtigt at danne dig et overblik over:
1: Hvor mange varer folk har i deres vogn
2: Om de har grøntsager, der skal vejes
3. Om kassemedarbejderen bærer et skilt med ’under oplæring’
4: Om der står personer bag dig med kun en enkelt vare, som du føler dig tvunget til at lade komme foran
5: Om nogen i køen ser ud til at være rygere og derfor skal have langet cigaretter over fra den ene kasse til den anden.
Du skal desuden være yderst rask i vendingen og omstillingsparat, hvis der pludselig åbnes en kasse mere. Alle overvejelserne omkring valg af kolonne må på banen igen.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg bliver så møgirriteret af at stå i kø – også når jeg har ikke har travlt. Men jeg har bemærket samme tendens hos mange andre mennesker: De kigger livstræt på dig, hvis du har mange varer i vognen og sukker indebrændt, hvis du ikke springer direkte fra taskehylden hen til Dankortautomaten i samme sekund, kassemedarbejderen annoncerer beløbet.
(I min Lidl er der for øvrigt ikke nogen taskehylde – der kaster man varerne fra rullebåndet direkte ned i en håndholdt pose, som hele tiden klapper sammen).
Men det er jo egentlig lidt synd for kassemedarbejderne, ikke? Altid at være omgivet af stressede, halvsure mennesker. Og forbavsende få, som svarer ’I lige måde’, når de disker op med deres sædvanlige ’Hav en god dag’.
Så fra i dag har jeg besluttet mig: Jeg åbner dynejakken, lader dampen slippe ud og tålmodigheden krybe ind. Dvs. lige indtil næste gang jeg beder om at få åbnet en kasse mere…