Indlægget Velkommen til min sommerhjerne blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Velkommen til min sommerhjerne blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget It’s all about Uri blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Også på TV fronten var vi udsultede. Med fare for at røbe min alder kan jeg se, at jeg var otte år gammel, da Ingrid og Lillebror havde premiere på vores sort/hvide TV. Så jeg må have tittet med over skulderen på min lillebror i dybeste hemmelighed, fordi der stort set ikke var andet at kigge på.
I halvfjerdserne blev det langsomt bedre. Men det program som jeg husker bedst, var dog ikke målrettet børn og unge, men alligevel topfascinerende for en teenager som mig: udsendelsesrækken med den israelske illusionist og tankelæser: Uri Geller.
Er du for ung til at huske det, kan jeg kort opsummere her: Uri
Geller kunne ved tankens kraft og gennem skærmen få dit gamle ur til at gå igen, få lyset i stuen til at blinke, og frem for alt kunne han bøje bestik. Ganske almindelige skeer og gafler.
Hundredvis af mennesker ringede ind for at fortælle, hvordan bestikket vred sig i skufferne, hvordan urene tikkede igen og bilens motor gik i stå.
Sine magiske evner havde Uri efter eget udsagn fået fra rumfolk på en fjern planet. Han havde telepatisk forbindelse med dem og en kæmpemæssig computer, der var ombord i deres rumskib.
Et af mine sjoveste minder fra den tid, handler da også om Uri Geller og ikke mindst om min salig moder siddende fast forankret og stift stirrende på fjernsynet med en spiseske i hånden. ”Se, Iben, den bøjer, tjek lige Bornholmeruret!”. ”Det går ikke, mor”. ”Nå, det gælder åbenbart kun for almindelige ure.” Tjah, søde mor, altså…
I 2014 kom Uri Geller i medierne igen, da han påstod, at han kunne bøje en Iphone. Nu er der så kun tilbage at vente på, at han bøjer min gamle 7’er, så jeg kan få mig en ny Iphone 11 Pro Max
Indlægget It’s all about Uri blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Høj kvinde på lave hæle blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Der er 1200 medlemmer i gruppen, og man skal være minimum 180 cm høj for at være medlem. Jeg smider lige nøjagtig slæberne indenfor, men jeg synes egentlig, at det er lidt diskriminerende: man kan vel godt føle sig høj, hvis man ’kun’ er 178? Med en lille kæreste fx.
Men for nu ikke at fortabe sig i andres problemer, så er vi nogen – ingen nævnt, ingen glemt – for hvem efterårets komme betyder, at jagtsæsonen for alvor er gået ind: lange strømpebukser og sko og støvler i str. 42 (fikse sko, vel at mærke).
Sæsonskiftet ses også tydeligt på indlæggene i facebookgruppen, som fx: ”Jeg ønsker mig et par Cowboyboots, str. 44, kortskaftede, tætsiddende, med lynlås, smal, ikke for spids og kun med lav hæl. Kan du hjælpe?”. Den er svær, tror jeg. Ligesom dame-ridestrømper i str. 43+ må være en udfordring (nu går jeg så heldigvis ikke til ridning).
Men der er visse ting, som du bare må vænne sig til, når din højde er over gennemsnittet. Spørgsmål som: ”hvor høj er du egentlig?” og ”Var din far og mor også meget høje?” osv. er fast ingrediens i spørgetiden. (Hvis du bliver nysgerrig, kan jeg udløse spændingen og oplyse, at begge mine forældre faktisk VAR høje).
Af andre udfordringer kan nævnes:
– Jeg skal altid stå bagerst med bøjede knæ, hvis jeg vil have mit hoved med på et gruppebillede
– Hoteldyner er konsekvent for korte
– Spejle på offentlige toiletter hænger altid for lavt.
Men der er naturligvis også fordele:
– Folk kan ikke se mine grå udvoksninger i bunden (hårbunden)
– Jeg kan altid finde en ståplads, hvor jeg kan se
– Jeg kan nå alle de ubrugelige køkkenmaskiner, som er placeret på den øverste hylde i køkkenskabene – uden en stol.
Summa summarum: der er både plusser og minusser ved at være høj og have store fødder, og 500 meter fra min bopæl har et højt ægtepar åbnet en velassorteret skobutik med det flatterende navn ’Giant Shoes’. So what’s not to like?
Indlægget Høj kvinde på lave hæle blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Om kronisk manual-angst blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Mit problem er, at jeg pr. definition ikke gider læse dem. Derfor bruger jeg ca. ti gange så lang tid på selv at lure, hvordan jeg får produktet til at virke. Det ender som regel med, at jeg alligevel må ty til manualen (hvis jeg altså ikke har smidt den ud sammen med indpakningen).
Nå ja, det gælder så ikke lige for hårshampoo – der undrer jeg mig bare. For hvem har behov for en vejledning i, hvordan man vasker hår? Medmindre man er vokset op som Tarzan eller er under fem år – men så kan man ikke læse…
De værste er naturligvis de tekniske. De kommer typisk på tyve sprog samlet i én tryksag med bittesmå bogstaver og samme størrelse som en middelstor billigbog. Udover selve vejledningen, indeholder de alle mulige advarsler om, hvad man IKKE skal gøre. Man må fx ikke spise dem – altså produkterne. Men hvem har lyst til at sætte tænderne i en varmluftovn? Og så er der de deciderede åndssvage anbefalinger som fx min nye rygsæk, som indeholdt en CO2-bøf af en pap folder, som beskriver, hvordan man tager den på. Og jeg kunne blive ved.
Men når du lider af kronisk manual-angst, er der desværre også visse finesser, du aldrig opdager. Hvorfor er der fx fire forskellige 40 graders vask på vores vaskemaskine? Efter to år er jeg stadig i tvivl om, hvilken jeg skal vælge til min finvask. Manualen er i mellemtiden blevet væk, men gider jeg lede efter pdf’en på nettet? Ikke tale om.
Så kære husbond: Hvor er jeg bare glad for, at jeg har dig til – med unik tålmodighed – at læse manualerne igennem for mig, når jeg er ved at gå amok.
Se det var en rigtig kærlighedserklæring:-)
Indlægget Om kronisk manual-angst blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Mig og Dirch blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>
.
I modsætning til hjemme er manden med mig hele vejen: Han giver mig ret i det med traditionen, han synes helt klart, at jeg trænger til noget nyt OG han er med ude på jagt, hvilket absolut hører til sjældenhederne.
På vores Samsøferie i år, skulle det dog vise sig at være en lidt blandet fornøjelse at have ham med på slæb.
Grundet corona har øens cirka to tøjbutikker et maxantal på fem personer ad gangen i butikken. Manden er derfor henvist til enten at sætte sig udenfor på en bænk og vente – eller at daske rundt ude ved udsalgsstativerne. Han vælger det sidste.
Nu er det jo bare med at udnytte det, når din mand for én gangs skyld er med på tøjindkøb, så jeg tager en ordentlig stak tøj med ind i prøverummet og spurter derpå med jævne mellemrum frem og tilbage for at vise mig frem. (’spurter’ fordi jeg skal holde på prøverummet).
I sin trøstesløse ensomhed har manden i mellemtiden med stort held startet en hyggesnak med alle de ventende kvinder ude ved udsalgsstativet, og jeg er derfor omgivet af et solidt publikum ved mine fremvisninger.
Jeg havde jo lidt håbet på honningsøde komplimenter ala ”den er superflot, skat, den klæder dig virkelig godt” el.lign. Og ikke: ”den er jo helt lige op og ned – bare to stykker stof, der er syet sammen” (høj latter fra kvinderne) eller: ”det ligner den sparkedragt, Dirch Passer havde på i Cirkusrevyen – bare til 1750 kroner.” (MEGET høj latter…).
Da en anden kvinde samtidig titter frem fra sit prøverum iført den samme hvide buksedragt, er pinligheden total.
Men for at gøre en lang historie kort: Den eneste kjole, vi kan blive enige om, har de ikke i min størrelse, så jeg ender med at forlade Samsø uden det traditionsrige sommerindkøb i kufferten i år.
Heldigvis er der udsalg på boozt.com, da vi kommer hjem, og lad mig sige det som det er: jeg har taget hævn, – og jeg fik kun positive kommentarer på mit indkøb. Love U
.
Indlægget Mig og Dirch blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Teens i træskostøvler blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Blev det ind i mellem simpelthen FOR varmt, blev støvlerne skiftet ud med forløberen for ballerinaerne (hvis man var en pige, altså): Små kinasko med rem, som blev så sure og snaskede, at man var nødt til at sove med dem på, hvis man havde overnattende gæster.
Men hvad er det egentlig det dér med mode og minder? Islænderen, der kradsede, afghanerpelsen der lugtede og fløjlsbukserne med svaj og lapper?
Eller stik mig et par ’Atomkraft Nej Tak’ badges, og jeg ser gennem røgelsestågerne alle mine veninder bænket på skibsbriksen omkring ølkassebordet.
Senere blev jeg ’disker’ og som akkompagnement til de marineblå kassebukser, der krøb op imellem balderne og var så stramme, at man kun kunne stå op, kører Dancing Queen og gymnasiefesterne i loop på min indre rejsegrammofon.
Hvert stykke tøj har sit eget minde. Pludselig kommer du i tanker om kammerater, du for længst havde glemt, lærere, du havde fortrængt – og ikke mindst dine ’pinlige’ forældre, som aldrig forstod, hvad der var smart.
”Okay, det er godt nok længe siden, du var teenager”, tænker du…Ja, det er jo som man tager det, men lad os bare sige, at det var engang i 70erne, så har jeg vist ikke fornærmet mig selv.
Og var du teenager i firserne kan jeg jo minde dig om crepejernet, skulderpuderne og de koboltblå Jane Fonda-benvarmere, hvis du skulle have glemt det…
Indlægget Teens i træskostøvler blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Tung, tungere, tungest blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Annoncen nævner så ikke, om det er mig eller dynen, der opnår en jævn vægtfordeling. Et lille kig i spejlet fortæller mig dog, at det umuligt kan være mig – (og jeg er heller ikke stoppet med miljøvenlige glaskugler). Altså dynen.
Inden jeg lægger den i kurven, skal jeg tage en hurtig test. The Nap Lab skal kende min alder og vægt for at kunne sælge mig den korrekte tyngdedyne. Det er i sig selv lidt grænseoverskridende, for tænk nu hvis Facebook lurer testresultatet og smider det op på min væg?
Dynerne fås i en tyngde fra 5 til 15 kg., og jeg kan næsten ikke få armene ned, da jeg ender op med et slutresultat på 7. Jeg havde gruet gevaldigt for 15. Tænker, at det må være svært at ’nappe et nap’, hvis man har 15 kg liggende tværs henover maveregionen. Og hvordan kommer man op igen? Skal man have hjælp fra familien eller ringe efter Tophjælp?
Dynen anbefales bl.a. af en femdobbelt svensk guldvinder i længdespring. Men nu er det jo ikke os alle, der kan springe ud af sengen med et hop på 6,92 meter kl. 7.00 om morgenen. Og da slet ikke hvis man sover tungt…
Indlægget Tung, tungere, tungest blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Det klare udsyn blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>’’Jeg har ikke ’lagt dine briller’ nogle steder, nej! Hvorfor tror du altid det? Er det mon fordi, det er mig, der rydder mest op?”
Plaf! Den sad! Alle brilleanklager smelter som dug for solen. Oprydningsdebatten – med eller uden briller – er han tydeligvis ikke klar til lige nu.
Men nu vi er ved det, så har jeg faktisk heller ikke TID til at bekymre mig om mandens briller, hvad enten jeg rydder op eller ej. Jeg har nemlig rigeligt at gøre med at holde styr på min egen brillepark. Den rummer fem par: et med glidende overgang (eller ’progressive glas’, som optikeren kalder det), et par solbriller med samme feature, et par skærmbriller, et par nærsynethed-minusbriller og som rosinen i pølseenden et par gammelmands-læsebriller.
Grundet en bygningsfejl på venstre øje er de alle specialfremstillede, så når de ind i mellem skal udskiftes, koster det nogenlunde det samme som bruttoydelsen på vores huslån.
Men selvom det er surt, og vi har fællesøkonomi, synes jeg egentlig, at min kære mand burde have medlidenhed med mig:
– Det er MIG, der aldrig kan finde mine briller, fordi de sidder i håret
– Det er MIG, der engang pudsede to par briller i myggebalsam, inden jeg opdagede fadæsen
– Det er MIG, der altid forsøger at GÆTTE mig frem til næste bogstav på optikerens synstavle.
Men slut med at klynke! Når jeg ellers husker at tage de rigtige briller på til den rigtige lejlighed, går det egentlig meget godt.
Så godt at jeg ville vælge sloganet ’IP – Det klare udsyn’, hvis det ikke allerede var optaget af den lokale vinduespudser.
So what to do, hvis man gerne vil have et fedt brilleslogan? Aner det ikke. Og lige nu, hvor jeg ikke kan finde mine skærmbriller, kan jeg ikke rigtig få øje på det…
Kærlig hilsen
IP – Det tågede indblik
Indlægget Det klare udsyn blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Der kommer altid en mandag… blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Kålen og broccolien skal man så helst stoppe ned i en juicepresser. Ved ikke rigtigt hvorfor. Det er sundt, javel, men taber man sig mere, hvis det er pureret?
Juicepresser eller ej,- jeg har været på utroligt mange (korte) slankekure i mit liv – også dengang jeg var utroligt tynd. Så når fotoalbummet med de gamle papirbilleder kommer frem, forsøger jeg udelukkende at fokusere på mine dejlige børn og ikke på, hvor tynd jeg rent faktisk var som ung, hvor jeg OGSÅ syntes, at jeg var tyk.
Som en velmenende veninde udbrød en dag: ”Nej, hvor havde du lange ben dengang!” ”Tak, men de er vel i princippet stadig lange?”
Min fredsommelige mand ved bedre end at kommentere på billederne. Måske fordi han ofte må lægge øre til det tilbagevendende spørgsmål ”ser jeg tyk ud i denne her?” Klog af skade svarer han altid benægtende, lige meget hvad jeg har på, og hvor tyk jeg eventuelt måtte se ud.
Han har en enkelt gang forsøgt sig med et ”Jamen, den er jo også meget stram…” Og det gik IKKE godt, skulle jeg hilse at sige.
Well, af en eller anden grund bliver jeg altid mest mismodig over min vægt i weekenden – måske fordi jeg har mere tid til at se mig selv i spejlet. Men efter weekenden kommer der jo heldigvis altid en mandag, som pr. definition er den eneste dag, man kan starte en slankekur på.
Desværre bor vi ca. 100 m. fra Ismageriet, og når det så bliver mandag, kommer jeg til at spise en lillebitte is. Shit! Nu er jeg nødt til at vente til næste mandag. Og sådan går det derudaf indtil nytårsaften…
Så måske skal jeg bare acceptere, at de lange ben nu ser bedre ud i bermuda shorts end i en tanga bikini-buks. Og fra tirsdag til søndag kan jeg jo altid spise to halve kager i stedet for en hel – det feder som bekendt mindre
Indlægget Der kommer altid en mandag… blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Indlægget Nu med ekstra salt blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>Nix bix. Min besættelse gælder alle chips moder: de gode, gamle, originale ’franske kartofler’. Et uimodståeligt produkt jeg lærte at kende allerede som 6-årig som mormors uundværlige tilbehør til hamburgerryggen. Vi taler med andre om et kært barndomsminde, som gennem årene har udviklet sig til en passion og en uundværlig del af en hyggelig guffeaften.
I modsætning til slik og det sundere alternativ ’tørrede frugter’, har chips da også utroligt mange fortrin: For det første så knaser de så højt, at man kan tilrettelægge sit fredags-propperi således, at man slipper for at høre den dårligste deltager i X-factor eller TV2 News evindelige indslag om Donald Trump.
For det andet , så bemærk lige ordet ’kartofler’: Hvis man tager snackbrillerne på og ser bort fra saltet, olien og tilsætningsstofferne, så er kartofler vel trods alt et naturprodukt?
For det tredje er det superpraktisk, at både Taffel og Kims har sendt små, taskevenlige miniposer på markedet. De koster godt nok næsten det samme som en stor pose, men de er fantastiske, når man er på farten: hurtige at proppe i sig og så små, at man i et ubemærket øjeblik kan ’hælde’ de snaskede bundrester direkte ind i munden, så man slipper for fedtede fingre.
Endelig har min grundige research sendt mig forbi Illustreret Videnskab, som bedyrer, at salt var en mangelvare for vores forfædre. Og når saltet kombineres med fedt, bliver chips nærmest uimodståelige.
Hurra! Propperiet og den dårlige vane er altså slet ikke min egen skyld, men kan tilskrives en salthungrende stenaldermand, der ikke fik krydderi nok på uroksen.
Så ideen er hermed givet videre til chips-producenterne. Hvad med en ny og spændende variant: ’Stenalderchips – nu med ekstra salt’?
Indlægget Nu med ekstra salt blev først udgivet på Ibens Klummer.
]]>